Incipit{omittitur}
|
Start{omit}
|
Invitatorium{omittitur}
|
Invitatory{omit}
|
Hymnus{omittitur}
|
Hymn{omit}
|
Psalmi cum lectionibus {Antiphonæ et Psalmi ex Proprio de Tempore}
Nocturn I.
Ant. Astitérunt reges terræ, * et príncipes convenérunt in unum, advérsus Dóminum, et advérsus Christum eius.
Psalmus 2 [1]
2:1 Quare fremuérunt gentes: * et pópuli meditáti sunt inánia?
2:2 Astitérunt reges terræ, et príncipes convenérunt in unum * advérsus Dóminum, et advérsus Christum eius.
2:3 Dirumpámus víncula eórum: * et proiciámus a nobis iugum ipsórum.
2:4 Qui hábitat in cælis, irridébit eos: * et Dóminus subsannábit eos.
2:5 Tunc loquétur ad eos in ira sua, * et in furóre suo conturbábit eos.
2:6 Ego autem constitútus sum Rex ab eo super Sion montem sanctum eius, * prǽdicans præcéptum eius.
2:7 Dóminus dixit ad me: * Fílius meus es tu, ego hódie génui te.
2:8 Póstula a me, et dabo tibi gentes hereditátem tuam, * et possessiónem tuam términos terræ.
2:9 Reges eos in virga férrea, * et tamquam vas fíguli confrínges eos.
2:10 Et nunc, reges, intellégite: * erudímini, qui iudicátis terram.
2:11 Servíte Dómino in timóre: * et exsultáte ei cum tremóre.
2:12 Apprehéndite disciplínam, nequándo irascátur Dóminus, * et pereátis de via iusta.
2:13 Cum exárserit in brevi ira eius: * beáti omnes qui confídunt in eo.
Gloria omittitur
Ant. Astitérunt reges terræ, et príncipes convenérunt in unum, advérsus Dóminum, et advérsus Christum eius.
|
Psalms with lections {Antiphons and psalms from the Proper of the season}
Nocturn I.
Ant. The kings of the earth set themselves, * and the rulers take counsel together, against the Lord, and against His Anointed.
Psalm 2 [1]
2:1 Hvorfor er folkeslagene i oprør? * Hvorfor lægger folkene planer, der ikke kan lykkes?
2:2 Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen * mod Herren og mod hans salvede:
2:3 Lad os sprænge deres lænker * og befri os fra deres reb.
2:4 Han, som troner i himlen, ler, * Herren spotter dem.
2:5 Så taler han til dem i sin vrede * og forfærder dem ved sin harme:
2:6 Jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg! * Jeg vil forkynde, hvad Herren har bestemt:
2:7 Han sagde til mig: * Du er min søn, jeg har født dig i dag.
2:8 På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom * og den vide jord som arvelod.
2:9 Du skal knuse dem med et jernscepter, * sønderslå dem som pottemagerens kar.
2:10 I konger, vær nu kloge, * tag imod råd, I jordens dommere:
2:11 Tjen Herren i frygt! * Kys hans fødder i rædsel!
2:12 Ellers bliver han vred, * og I går til grunde;
2:13 For hans vrede blusser hurtigt op. * Lykkelig hver den, der søger tilflugt hos ham.
omit Glory be
Ant. The kings of the earth set themselves, and the rulers take counsel together, against the Lord, and against His Anointed.
|
Ant. Divisérunt sibi * vestiménta mea, et super vestem meam misérunt sortem.
Psalmus 21 [2]
21:2 Deus, Deus meus, réspice in me: quare me dereliquísti? * longe a salúte mea verba delictórum meórum.
21:3 Deus meus, clamábo per diem, et non exáudies: * et nocte, et non ad insipiéntiam mihi.
21:4 Tu autem in sancto hábitas, * laus Israël.
21:5 In te speravérunt patres nostri: * speravérunt, et liberásti eos.
21:6 Ad te clamavérunt, et salvi facti sunt: * in te speravérunt, et non sunt confúsi.
21:7 Ego autem sum vermis, et non homo: * oppróbrium hóminum, et abiéctio plebis.
21:8 Omnes vidéntes me, derisérunt me: * locúti sunt lábiis, et movérunt caput.
21:9 Sperávit in Dómino, erípiat eum: * salvum fáciat eum, quóniam vult eum.
21:10 Quóniam tu es, qui extraxísti me de ventre: * spes mea ab ubéribus matris meæ. In te proiéctus sum ex útero:
21:11 De ventre matris meæ Deus meus es tu, * ne discésseris a me:
21:12 Quóniam tribulátio próxima est: * quóniam non est qui ádiuvet.
21:13 Circumdedérunt me vítuli multi: * tauri pingues obsedérunt me.
21:14 Aperuérunt super me os suum, * sicut leo rápiens et rúgiens.
21:15 Sicut aqua effúsus sum: * et dispérsa sunt ómnia ossa mea.
21:15 Factum est cor meum tamquam cera liquéscens * in médio ventris mei.
21:16 Áruit tamquam testa virtus mea, et lingua mea adhǽsit fáucibus meis: * et in púlverem mortis deduxísti me.
21:17 Quóniam circumdedérunt me canes multi: * concílium malignántium obsédit me.
21:17 Fodérunt manus meas et pedes meos: * dinumeravérunt ómnia ossa mea.
21:18 Ipsi vero consideravérunt et inspexérunt me: * divisérunt sibi vestiménta mea, et super vestem meam misérunt sortem.
21:20 Tu autem, Dómine, ne elongáveris auxílium tuum a me: * ad defensiónem meam cónspice.
21:21 Érue a frámea, Deus, ánimam meam: * et de manu canis únicam meam:
21:22 Salva me ex ore leónis: * et a córnibus unicórnium humilitátem meam.
21:23 Narrábo nomen tuum frátribus meis: * in médio ecclésiæ laudábo te.
21:24 Qui timétis Dóminum, laudáte eum: * univérsum semen Iacob, glorificáte eum.
21:25 Tímeat eum omne semen Israël: * quóniam non sprevit, neque despéxit deprecatiónem páuperis:
21:25 Nec avértit fáciem suam a me: * et cum clamárem ad eum, exaudívit me.
21:26 Apud te laus mea in ecclésia magna: * vota mea reddam in conspéctu timéntium eum.
21:27 Edent páuperes, et saturabúntur: et laudábunt Dóminum qui requírunt eum: * vivent corda eórum in sǽculum sǽculi.
21:28 Reminiscéntur et converténtur ad Dóminum * univérsi fines terræ:
21:28 Et adorábunt in conspéctu eius * univérsæ famíliæ géntium.
21:29 Quóniam Dómini est regnum: * et ipse dominábitur géntium.
21:30 Manducavérunt et adoravérunt omnes pingues terræ: * in conspéctu eius cadent omnes qui descéndunt in terram.
21:31 Et ánima mea illi vivet: * et semen meum sérviet ipsi.
21:32 Annuntiábitur Dómino generátio ventúra: * et annuntiábunt cæli iustítiam eius pópulo qui nascétur, quem fecit Dóminus.
Gloria omittitur
Ant. Divisérunt sibi vestiménta mea, et super vestem meam misérunt sortem.
|
Ant. They part my garments among them, * and cast lots upon my vesture.
Psalm 21 [2]
21:2 Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig? * Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.
21:3 Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, * og om natten, men jeg finder ikke ro.
21:4 Du troner som den hellige, * du, som Israel lovsynger.
21:5 Vore fædre stolede på dig, * de stolede på dig, og du udfriede dem.
21:6 De klagede til dig og blev reddet, * de stolede på dig og blev ikke gjort til skamme.
21:7 Men jeg er en orm, ikke en mand, * en skændsel for mennesker, foragtet af folk.
21:8 Alle, der ser mig, spotter mig, * de vrænger mund og ryster på hovedet:
21:9 Han har overgivet sin sag til Herren, lad ham udfri ham, * han må redde ham, han holder jo af ham!
21:10 Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv * og gav mig tryghed ved moders bryst. Til dig var jeg overladt fra min fødsel,
21:11 Fra moders liv var du min Gud. * Hold dig ikke borte fra mig,
21:12 For nøden er nær, * og ingen hjælper mig!
21:13 Stærke tyre omgiver mig, * Bashanbøfler omringer mig;
21:14 Rovgriske og brølende løver * spærrer gabet op mod mig.
21:15 Jeg er som vand, der hældes ud, * alle mine knogler falder fra hinanden,
21:15 Mit hjerte er som voks, det smelter * i livet på mig.
21:16 Min gane er tør som et potteskår, min tunge klæber til gummerne, * du lægger mig i dødens støv.
21:17 Hunde omgiver mig, * en flok af forbrydere står omkring mig;
21:17 De har gennemboret mine hænder og fødder, * jeg kan tælle alle mine knogler.
21:18 De ser på mig med skadefryd, * de deler mine klæder mellem sig, de kaster lod om min klædning.
21:20 Men du, Herre, hold dig ikke borte, * du, min styrke, skynd dig til hjælp!
21:21 Red mit liv fra sværdet, * mit dyrebare liv fra hundene,
21:22 Frels mig fra løvens gab, * fra vildoksernes horn! Du har svaret mig!
21:23 Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre, * i forsamlingens midte vil jeg lovprise dig:
21:24 Lovpris Herren, I, der frygter ham, * vis ham ære, hele Jakobs slægt,
21:25 Frygt ham, hele Israels slægt! * For han viste ikke foragt og afsky for den hjælpeløses nød;
21:25 Han skjulte ikke sit ansigt for ham, * men hørte, da han råbte om hjælp.
21:26 Du er min lovsang i den store forsamling, * jeg indfrier mine løfter for øjnene af dem, der frygter Herren.
21:27 De ydmyge skal spise og mættes, de, der søger Herren, skal lovprise ham, * og de skal få nyt mod for evigt.
21:28 Hele den vide jord * skal huske Herren og vende tilbage til Herren;
21:28 Alle folkenes slægter * skal kaste sig ned for dig.
21:29 For kongemagten tilhører Herren, * han hersker over folkene.
21:30 Ja, alle, der sover i jorden, skal kaste sig ned for ham, * alle, der stiger ned i støvet, skal falde på knæ for ham.
21:31 Men jeg vil leve for ham, * og mine efterkommere skal tjene ham.
21:32 Der skal forkyndes om Herren for kommende slægter, * man skal forkynde hans retfærdighed for folk, der fødes, for han greb ind!
omit Glory be
Ant. They part my garments among them, and cast lots upon my vesture.
|
Ant. Insurrexérunt in me * testes iníqui, et mentíta est iníquitas sibi.
Psalmus 26 [3]
26:1 Dóminus illuminátio mea, et salus mea, * quem timébo?
26:1 Dóminus protéctor vitæ meæ, * a quo trepidábo?
26:2 Dum apprópiant super me nocéntes, * ut edant carnes meas:
26:2 Qui tríbulant me inimíci mei, * ipsi infirmáti sunt, et cecidérunt.
26:3 Si consístant advérsum me castra, * non timébit cor meum.
26:3 Si exsúrgat advérsum me prǽlium, * in hoc ego sperábo.
26:4 Unam pétii a Dómino, hanc requíram, * ut inhábitem in domo Dómini ómnibus diébus vitæ meæ:
26:4 Ut vídeam voluptátem Dómini, * et vísitem templum eius.
26:5 Quóniam abscóndit me in tabernáculo suo: * in die malórum protéxit me in abscóndito tabernáculi sui.
26:6 In petra exaltávit me: * et nunc exaltávit caput meum super inimícos meos.
26:6 Circuívi, et immolávi in tabernáculo eius hóstiam vociferatiónis: * cantábo, et psalmum dicam Dómino.
26:7 Exáudi, Dómine, vocem meam, qua clamávi ad te: * miserére mei, et exáudi me.
26:8 Tibi dixit cor meum, exquisívit te fácies mea: * fáciem tuam, Dómine, requíram.
26:9 Ne avértas fáciem tuam a me: * ne declínes in ira a servo tuo.
26:9 Adiútor meus esto: * ne derelínquas me, neque despícias me, Deus, salutáris meus.
26:10 Quóniam pater meus, et mater mea dereliquérunt me: * Dóminus autem assúmpsit me.
26:11 Legem pone mihi, Dómine, in via tua: * et dírige me in sémitam rectam propter inimícos meos.
26:12 Ne tradíderis me in ánimas tribulántium me: * quóniam insurrexérunt in me testes iníqui, et mentíta est iníquitas sibi.
26:13 Credo vidére bona Dómini * in terra vivéntium.
26:14 Exspécta Dóminum, viríliter age: * et confortétur cor tuum, et sústine Dóminum.
Gloria omittitur
Ant. Insurrexérunt in me testes iníqui, et mentíta est iníquitas sibi.
|
Ant. False witnesses are risen up against me, * and iniquity hath belied itself.
Psalm 26 [3]
26:1 Herren er mit lys og min frelse, * hvem skal jeg da frygte?
26:1 Herren er værn for mit liv, * hvem skal jeg da være bange for?
26:2 Når de onde nærmer sig * for at fortære mig,
26:2 De, som er mine fjender og modstandere, * skal de snuble og falde.
26:3 Selv om en hær belejrer mig, * er mit hjerte uden frygt;
26:3 Selv om der føres krig imod mig, * er jeg dog tryg.
26:4 Kun ét ønsker jeg fra Herren, kun det længes jeg efter: * At bo i Herrens hus, så længe jeg lever,
26:4 Så jeg kan fryde mig over Herrens herlighed * og søge svar fra ham i hans tempel.
26:5 Han gemmer mig i sin hytte * på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt
26:6 Og løfter mig op på klippen. * Nu knejser mit hoved over fjender,
26:6 Der omringer mig. I hans telt vil jeg bringe frydesangs ofre, * jeg vil synge og spille for Herren.
26:7 Hør mig, Herre, når jeg råber, * vær mig nådig og svar mig!
26:8 Jeg husker, at du siger: »I skal søge mit ansigt!« * Herre, jeg søger dit ansigt,
26:9 Skjul ikke dit ansigt for mig; * vis ikke din tjener bort i vrede,
26:9 Thi du er min hjælp. * Forkast mig ikke, svigt mig ikke, min frelses Gud!
26:10 Min far og mor har forladt mig, * men Herren tager mig til sig.
26:11 Vis mig din vej, Herre, * før mig ad den jævne sti til værn mod mine fjender.
26:12 Overgiv mig ikke i mine fjenders vold, * for falske vidner har rejst sig mod mig, de udspyr løgn.
26:13 Men jeg stoler på, at jeg skal se Herrens godhed * i de levendes land.
26:14 Sæt dit håb til Herren, vær stærk, * fat mod, sæt dit håb til Herren!
omit Glory be
Ant. False witnesses are risen up against me, and iniquity hath belied itself.
|
℣. Divisérunt sibi vestiménta mea.
℟. Et super vestem meam misérunt sortem.
|
℣. They part my garments among them.
℟. And cast lots upon my vesture.
|
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris: et ne nos indúcas in tentatiónem: sed líbera nos a malo. Amen.
Lectio 1
De Lamentatióne Ieremíæ Prophétæ
Lam 2:8-11
8 Heth. Cogitávit Dóminus dissipáre murum fíliæ Sion: teténdit funículum suum, et non avértit manum suam a perditióne: luxítque antemurále, et murus páriter dissipátus est.
9 Teth. Defíxæ sunt in terra portæ eius: pérdidit, et contrívit vectes eius: regem eius et príncipes eius in géntibus: non est lex, et prophétæ eius non invenérunt visiónem a Dómino.
10 Iod. Sedérunt in terra, conticuérunt senes fíliæ Sion: conspersérunt cínere cápita sua, accíncti sunt cilíciis, abiecérunt in terram cápita sua vírgines Ierúsalem.
11 Caph. Defecérunt præ lácrimis óculi mei, conturbáta sunt víscera mea: effúsum est in terra iecur meum super contritióne fíliæ pópuli mei, cum defíceret párvulus et lactens in platéis óppidi.
Ierúsalem, Ierúsalem, convértere ad Dóminum Deum tuum.
℟. Omnes amíci mei dereliquérunt me, et prævaluérunt insidiántes mihi: trádidit me quem diligébam:
* Et terribílibus óculis plaga crudéli percutiéntes, acéto potábant me.
℣. Inter iníquos proiecérunt me, et non pepercérunt ánimæ meæ.
℟. Et terribílibus óculis plaga crudéli percutiéntes, acéto potábant me.
|
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse: Men fri os fra det onde. Amen.
Fader vor, du som er i himlene!
Reading 1
Lesson from the book of Lamentations
Lam 2:8-11
8 Heth. The Lord hath purposed to destroy the wall of the daughter of Sion: he hath stretched out his line, and hath not withdrawn his hand from destroying: and the bulwark hath mourned, and the wall hath been destroyed together.
9 Teth. Her gates are sunk into the ground: he hath destroyed, and broken her bars: her king and her princes are among the Gentiles: the law is no more, and her prophets have found no vision from the Lord.
10 Jod. The ancients of the daughter of Sion sit upon the ground, they have held their peace: they have sprinkled their heads with dust, they are girded with haircloth, the virgins of Jerusalem hang down their heads to the ground.
11 Caph. My eyes have failed with weeping, my bowels are troubled: my liver is poured out upon the earth, for the destruction of the daughter of my people, when the children, and the sucklings, fainted away in the streets of the city.
Jerusalem! Jerusalem! Return unto the Lord thy God.
℟. All my friends have forsaken me, and mine enemies have prevailed against me; he whom I loved hath betrayed me.
* Mine enemy sharpeneth his eyes upon me; he breaketh me with breach upon breach: and in my thirst they gave me vinegar to drink.
℣. I am numbered with the transgressors; and my life is not spared.
℟. Mine enemy sharpeneth his eyes upon me; he breaketh me with breach upon breach; and (in my thirst) they gave me vinegar to drink.
|
Lectio 2
Lam 2:12-15
12 Lamed. Mátribus suis dixérunt: Ubi est tríticum et vinum? cum defícerent quasi vulneráti in platéis civitátis: cum exhalárent ánimas suas in sinu matrum suárum.
13 Mem. Cui comparábo te? vel cui assimilábo te, fília Ierúsalem? cui exæquábo te, et consolábor te, virgo fília Sion? Magna est enim velut mare contrítio tua: quis medébitur tui?
14 Nun. Prophétæ tui vidérunt tibi falsa et stulta, nec aperiébant iniquitátem tuam, ut te ad pœniténtiam provocárent: vidérunt autem tibi assumptiónes falsas, et eiectiónes.
15 Samech. Plausérunt super te mánibus omnes transeúntes per viam: sibilavérunt, et movérunt caput suum super fíliam Ierúsalem: Hǽccine est urbs, dicéntes, perfécti decóris, gáudium univérsæ terræ?
Ierúsalem, Ierúsalem, convértere ad Dóminum Deum tuum.
℟. Velum templi scissum est,
* Et omnis terra trémuit: latro de cruce clamábat, dicens: Meménto mei, Dómine, dum véneris in regnum tuum.
℣. Petræ scissæ sunt, et monuménta apérta sunt, et multa córpora sanctórum, qui dormíerant, surrexérunt.
℟. Et omnis terra trémuit: latro de cruce clamábat, dicens: Meménto mei, Dómine, dum véneris in regnum tuum.
|
Reading 2
Lam 2:12-15
12 Lamed. They said to their mothers: Where is corn and wine? when they fainted away as the wounded in the streets of the city: when they breathed out their souls in the bosoms of their mothers.
13 Mem. To what shall I compare thee? or to what shall I liken thee, O daughter of Jerusalem? to what shall I equal thee, that I may comfort thee, O virgin daughter of Sion? for great as the sea is thy destruction: who shall heal thee?
14 Nun. thy prophets have seen false and foolish things for thee: and they have not laid open thy iniquity, to excite thee to penance: but they have seen for thee false revelations and banishments.
5 Samech. All they that passed by the way have clapped their hands at thee: they have hissed, and wagged their heads at the daughter of Jerusalem, saying: Is this the city of perfect beauty, the joy of all the earth?
Jerusalem! Jerusalem! Return unto the Lord thy God.
℟. The veil of the Temple was rent in twain, from the top to the bottom,
* And all the earth did quake: the thief on the cross cried, saying: Lord, remember me when Thou comest into thy kingdom!
℣. The rocks rent, and the graves were opened, and many bodies of the saints, which slept, arose.
℟. And all the earth did quake: the thief on the cross cried, saying: Lord, remember me when thou comest into thy kingdom.
|
Lectio 3
Lam 3:1-9
1 Aleph. Ego vir videns paupertátem meam in virga indignatiónis eius.
2 Aleph. Me minávit, et addúxit in ténebras, et non in lucem.
3 Aleph. Tantum in me vertit, et convértit manum suam tota die.
4 Beth. Vetústam fecit pellem meam, et carnem meam, contrívit ossa mea.
5 Beth. Ædificávit in gyro meo, et circúmdedit me felle et labóre.
6 Beth. In tenebrósis collocávit me, quasi mórtuos sempitérnos.
7 Ghimel. Circumædificávit advérsum me, ut non egrédiar: aggravávit cómpedem meum.
8 Ghimel. Sed et, cum clamávero et rogávero, exclúsit oratiónem meam.
9 Ghimel. Conclúsit vias meas lapídibus quadris, sémitas meas subvértit.
Ierúsalem, Ierúsalem, convértere ad Dóminum Deum tuum.
℟. Vínea mea elécta, ego te plantávi:
* Quómodo convérsa es in amaritúdinem, ut me crucifígeres et Barábbam dimítteres?
℣. Sepívi te, et lápides elégi ex te, et ædificávi turrim.
℟. Quómodo convérsa es in amaritúdinem, ut me crucifígeres et Barábbam dimítteres?
Gloria omittitur
℟. Vínea mea elécta, ego te plantávi: * Quómodo convérsa es in amaritúdinem, ut me crucifígeres et Barábbam dimítteres?
|
Reading 3
Lam 3:1-9
1 Aleph. I am the man that see my poverty by the rod of his indignation.
2 Aleph. He hath led me, and brought me into darkness, and not into light.
3 Aleph. Only against me he hath turned, and turned again his hand all the day.
4 Beth. My skin and my flesh he hath made old, he hath broken my bones.
5 Beth. He hath built round about me, and he hath compassed me with gall and labour.
6 Beth. He hath set me in dark places as those that are dead for ever.
7 Ghimel. He hath built against me round about, that I may not get out: he hath made my fetters heavy.
8 Ghimel. Yea, and when I cry, and entreat, he hath shut out my prayer.
9 Ghimel. He hath shut up my ways with square stones, he hath turned my paths upside down
Jerusalem! Jerusalem! Return unto the Lord thy God.
℟. I had planted thee a noble vineyard;
* How then art thou turned into a degenerate plant, which willest that Barabbas should be released unto thee, and that I should be crucified.
℣. I fenced thee, and gathered out the stones from thee, and built a tower in the midst of the land.
℟. How then art thou turned into a degenerate plant, which willest that Barabbas should be released unto thee, and that I should be crucified.
omit Glory be
℟. I had planted thee a noble vineyard; * How then art thou turned into a degenerate plant, which willest the Barabbas should be released unto thee, and that I should be crucified.
|
Nocturn II.
Ant. Vim faciébant, * qui quærébant ánimam meam.
Psalmus 37 [4]
37:2 Dómine, ne in furóre tuo árguas me, * neque in ira tua corrípias me.
37:3 Quóniam sagíttæ tuæ infíxæ sunt mihi: * et confirmásti super me manum tuam.
37:4 Non est sánitas in carne mea a fácie iræ tuæ: * non est pax óssibus meis a fácie peccatórum meórum.
37:5 Quóniam iniquitátes meæ supergréssæ sunt caput meum: * et sicut onus grave gravátæ sunt super me.
37:6 Putruérunt et corrúptæ sunt cicatríces meæ, * a fácie insipiéntiæ meæ.
37:7 Miser factus sum, et curvátus sum usque in finem: * tota die contristátus ingrediébar.
37:8 Quóniam lumbi mei impléti sunt illusiónibus: * et non est sánitas in carne mea.
37:9 Afflíctus sum, et humiliátus sum nimis: * rugiébam a gémitu cordis mei.
37:10 Dómine, ante te omne desidérium meum: * et gémitus meus a te non est abscónditus.
37:11 Cor meum conturbátum est, derelíquit me virtus mea: * et lumen oculórum meórum, et ipsum non est mecum.
37:12 Amíci mei, et próximi mei * advérsum me appropinquavérunt, et stetérunt.
37:12 Et qui iuxta me erant, de longe stetérunt: * et vim faciébant qui quærébant ánimam meam.
37:13 Et qui inquirébant mala mihi, locúti sunt vanitátes: * et dolos tota die meditabántur.
37:14 Ego autem tamquam surdus non audiébam: * et sicut mutus non apériens os suum.
37:15 Et factus sum sicut homo non áudiens: * et non habens in ore suo redargutiónes.
37:16 Quóniam in te, Dómine, sperávi: * tu exáudies me, Dómine, Deus meus.
37:17 Quia dixi: Nequándo supergáudeant mihi inimíci mei: * et dum commovéntur pedes mei, super me magna locúti sunt.
37:18 Quóniam ego in flagélla parátus sum: * et dolor meus in conspéctu meo semper.
37:19 Quóniam iniquitátem meam annuntiábo: * et cogitábo pro peccáto meo.
37:20 Inimíci autem mei vivunt, et confirmáti sunt super me: * et multiplicáti sunt qui odérunt me iníque.
37:21 Qui retríbuunt mala pro bonis, detrahébant mihi: * quóniam sequébar bonitátem.
37:22 Ne derelínquas me, Dómine, Deus meus: * ne discésseris a me.
37:23 Inténde in adiutórium meum, * Dómine, Deus, salútis meæ.
Gloria omittitur
Ant. Vim faciébant, qui quærébant ánimam meam.
|
Nocturn II.
Ant. They that sought after my life * have used violence again me.
Psalm 37 [4]
37:2 Herre, straf mig ikke i din vrede, * tugt mig ikke i din harme!
37:3 Dine pile sidder dybt i mig, * din hånd hviler tungt på mig.
37:4 Der er intet uskadt på min krop på grund af din vrede; * ingen af mine knogler er hele på grund af min synd.
37:5 Min skyld vokser mig over hovedet, * den er en byrde, der er for tung for mig.
37:6 Mine sår stinker og væsker * på grund af min dårskab.
37:7 Jeg er knuget og dybt nedbøjet, * hele dagen går jeg sørgende omkring.
37:8 Det brænder i mine lænder, * og der er intet uskadt på min krop.
37:9 Jeg er lammet og fuldstændig knust, * jeg skriger i mit hjertes uro.
37:10 Herre, du kender alle mine ønsker, * og mine suk er ikke skjult for dig.
37:11 Mit hjerte hamrer, min kraft er borte, * selv mine øjne har mistet deres glans.
37:12 Mine venner og frænder * holder sig borte fra min lidelse,
37:12 Mine nærmeste holder sig langt borte; * men de, der vil mig til livs, lægger fælder,
37:13 De, der søger min ulykke, planlægger ondskab, * dagen lang tænker de på svig.
37:14 Jeg er som en døv, der ikke kan høre, * som en stum, der ikke kan åbne munden;
37:15 Jeg er blevet som en, der ikke hører, * og som ikke tager til genmæle.
37:16 Dig, Herre, venter jeg på, * du skal svare, Herre min Gud.
37:17 Jeg siger: Lad dem ikke glæde sig over mig! * De hoverer, når min fod vakler.
37:18 For jeg kan let snuble, * og min smerte har jeg altid for øje;
37:19 Jeg vil bekende min skyld, * jeg er foruroliget over min synd.
37:20 Mange er mine fjender uden grund, * talrige hader mig med urette;
37:21 De, der gengælder godt med ondt, anklager mig, * fordi jeg stræber efter det gode.
37:22 Svigt mig ikke, Herre, * hold dig ikke borte fra mig, min Gud!
37:23 Skynd dig til hjælp, * Herre, min frelser!
omit Glory be
Ant. They that sought after my life have used violence again me.
|
Ant. Confundántur * et revereántur, qui quærunt ánimam meam, ut áuferant eam.
Psalmus 39 [5]
39:2 Exspéctans exspectávi Dóminum, * et inténdit mihi.
39:3 Et exaudívit preces meas: * et edúxit me de lacu misériæ, et de luto fæcis.
39:3 Et státuit super petram pedes meos: * et diréxit gressus meos.
39:4 Et immísit in os meum cánticum novum, * carmen Deo nostro.
39:4 Vidébunt multi, et timébunt: * et sperábunt in Dómino.
39:5 Beátus vir, cuius est nomen Dómini spes eius: * et non respéxit in vanitátes et insánias falsas.
39:6 Multa fecísti tu, Dómine, Deus meus, mirabília tua: * et cogitatiónibus tuis non est qui símilis sit tibi.
39:6 Annuntiávi et locútus sum: * multiplicáti sunt super númerum.
39:7 Sacrifícium et oblatiónem noluísti: * aures autem perfecísti mihi.
39:7 Holocáustum et pro peccáto non postulásti: * tunc dixi: Ecce, vénio.
39:8 In cápite libri scriptum est de me ut fácerem voluntátem tuam: * Deus meus, vólui, et legem tuam in médio cordis mei.
39:10 Annuntiávi iustítiam tuam in ecclésia magna, * ecce, lábia mea non prohibébo: Dómine, tu scisti.
39:11 Iustítiam tuam non abscóndi in corde meo: * veritátem tuam et salutáre tuum dixi.
39:11 Non abscóndi misericórdiam tuam et veritátem tuam * a concílio multo.
39:12 Tu autem, Dómine, ne longe fácias miseratiónes tuas a me: * misericórdia tua et véritas tua semper suscepérunt me.
39:13 Quóniam circumdedérunt me mala, quorum non est númerus: * comprehendérunt me iniquitátes meæ, et non pótui ut vidérem.
39:13 Multiplicátæ sunt super capíllos cápitis mei: * et cor meum derelíquit me.
39:14 Compláceat tibi, Dómine, ut éruas me: * Dómine, ad adiuvándum me réspice.
39:15 Confundántur et revereántur simul, qui quærunt ánimam meam, * ut áuferant eam.
39:15 Convertántur retrórsum, et revereántur, * qui volunt mihi mala.
39:16 Ferant conféstim confusiónem suam, * qui dicunt mihi: Euge, euge.
39:17 Exsúltent et læténtur super te omnes quæréntes te: * et dicant semper: Magnificétur Dóminus: qui díligunt salutáre tuum.
39:18 Ego autem mendícus sum, et pauper: * Dóminus sollícitus est mei.
39:18 Adiútor meus, et protéctor meus tu es: * Deus meus, ne tardáveris.
Gloria omittitur
Ant. Confundántur et revereántur, qui quærunt ánimam meam, ut áuferant eam.
|
Ant. Let them be ashamed and confounded * together that seek after my soul, to destroy it.
Psalm 39 [5]
39:2 Jeg satte alt mit håb til Herren, * og han bøjede sig ned til mig
39:3 Og hørte mit råb om hjælp; * han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd;
39:3 Han satte min fod på klippen, * så jeg stod fast.
39:4 Han lagde mig en ny sang i munden, * en lovsang til vor Gud.
39:4 Mange skal se det og frygte, * og de skal stole på Herren.
39:5 Lykkelig den mand, der tager sin tilflugt til Herren * og ikke vender sig til dæmoner og til dem, der søger løgneguder.
39:6 Store ting har du gjort; Herre min Gud, dine underfulde handlinger * og planer er til gavn for os; ingen står mål med dig!
39:6 Jeg vil fortælle og berette om dem, * men de er for mange, de kan ikke opregnes.
39:7 Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have * du har åbnet mine ører,
39:7 Brændoffer og syndoffer ønsker du ikke. * Da siger jeg: Se, jeg er kommet
39:8 I bogrullen er der skrevet om mig; jeg ønsker at gøre din vilje, * Gud, din lov er i mit indre.
39:10 Jeg vil forkynde, hvad der er ret, i den store forsamling, * jeg holder ikke mine læber lukkede, det ved du, Herre!
39:11 Jeg holder ikke din retfærdighed skjult inde i mit hjerte, * jeg taler om din trofasthed og frelse;
39:11 Jeg tier ikke stille med din godhed og troskab * i den store forsamling.
39:12 Din barmhjertighed, Herre, vil du ikke holde tilbage fra mig; * din godhed og troskab skal altid beskytte mig.
39:13 Talløse ulykker omgiver mig, * mine synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se;
39:13 De er flere end hårene på mit hoved, * og modet svigter mig.
39:14 Vær nådig, Herre, og red mig, * skynd dig til hjælp, Herre!
39:15 Alle, som stræber mig efter livet, * skal blive til spot og spe;
39:15 De, som vil min ulykke, * skal vige tilbage med skam.
39:16 De, som siger: Ha, ha! til mig, * skal gyse over deres skændsel.
39:17 Men alle, der søger dig, skal fryde og glæde sig over dig; * de, der elsker din frelse, skal altid sige: Herren er stor!
39:18 Jeg er hjælpeløs og fattig, * Herren vil tage sig af mig.
39:18 Du er min hjælper og befrier, * tøv ikke, min Gud!
omit Glory be
Ant. Let them be ashamed and confounded together that seek after my soul, to destroy it.
|
Ant. Aliéni * insurrexérunt in me, et fortes quæsiérunt ánimam meam.
Psalmus 53 [6]
53:3 Deus, in nómine tuo salvum me fac: * et in virtúte tua iúdica me.
53:4 Deus, exáudi oratiónem meam: * áuribus pércipe verba oris mei.
53:5 Quóniam aliéni insurrexérunt advérsum me, et fortes quæsiérunt ánimam meam: * et non proposuérunt Deum ante conspéctum suum.
53:6 Ecce enim, Deus ádiuvat me: * et Dóminus suscéptor est ánimæ meæ.
53:7 Avérte mala inimícis meis: * et in veritáte tua dispérde illos.
53:8 Voluntárie sacrificábo tibi, * et confitébor nómini tuo, Dómine: quóniam bonum est:
53:9 Quóniam ex omni tribulatióne eripuísti me: * et super inimícos meos despéxit óculus meus.
Gloria omittitur
Ant. Aliéni insurrexérunt in me, et fortes quæsiérunt ánimam meam.
|
Ant. Strangers are risen up against me, * and oppressors seek after my soul.
Psalm 53 [6]
53:3 Gud, frels mig ved dit navn, * skaf mig ret ved din styrke!
53:4 Gud, hør min bøn, * lyt til min munds ord!
53:5 Fremmede har rejst sig mod mig, voldsmænd stræber mig efter livet, * for de har ikke Gud for øje.
53:6 Se, Gud er min hjælper, * Herren styrker mig.
53:7 Ulykken skal falde tilbage på mine fjender. * Gør det af med dem i din trofasthed!
53:8 Så vil jeg bringe dig et frivilligoffer, * jeg vil takke dit navn, Herre, for dit navn er godt.
53:9 Han har reddet mig fra alle trængsler, * og mit øje fryder sig over mine fjender.
omit Glory be
Ant. Strangers are risen up against me, and oppressors seek after my soul.
|
℣. Insurrexérunt in me testes iníqui.
℟. Et mentíta est iníquitas sibi.
|
℣. False witnesses are risen up against me.
℟. And iniquity hath belied itself.
|
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris: et ne nos indúcas in tentatiónem: sed líbera nos a malo. Amen.
Lectio 4
Ex tractátu sancti Augustíni Epíscopi super Psalmos
In Psalm 63 ad versum 2
Protexísti me, Deus, a convéntu malignántium, a multitúdine operántium iniquitátem. Iam ipsum caput nostrum intueámur. Multi Mártyres tália passi sunt, sed nihil sic elúcet, quómodo caput Mártyrum: ibi mélius intuémur, quod illi expérti sunt. Protéctus est a multitúdine malignántium, protegénte se Deo, protegénte carnem suam ipso Fílio, et hómine, quem gerébat: quia fílius hóminis est, et Fílius Dei est. Fílius Dei, propter formam Dei: fílius hóminis, propter formam servi, habens in potestáte pónere ánimam suam, et recípere eam. Quid ei potuérunt fácere inimíci? Occidérunt corpus, ánimam non occidérunt. Inténdite. Parum ergo erat, Dóminum hortári Mártyres verbo, nisi firmáret exémplo.
℟. Tamquam ad latrónem exístis cum gládiis et fústibus comprehéndere me:
* Cotídie apud vos eram in templo docens, et non me tenuístis: et ecce flagellátum dúcitis ad crucifigéndum.
℣. Cumque iniecíssent manus in Iesum, et tenuíssent eum, dixit ad eos.
℟. Cotídie apud vos eram in templo docens, et non me tenuístis: et ecce flagellátum dúcitis ad crucifigéndum.
|
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse: Men fri os fra det onde. Amen.
Fader vor, du som er i himlene!
Reading 4
From the Treatise of St. Augustine, Bishop of Hippo, Upon the Psalms
On Psalm lxiii, 2
Thou hast hidden me from the secret counsel of the wicked, from the insurrection of the workers of iniquity. Now let us fix our eyes upon our Head. Many martyrs have. suffered such things as He suffered, but God's hiding of His suffering servants is not so well seen in the Martyrs, as it is in the Captain of the Martyrs. And it is in Him that we best see how it fared with them. He was hidden from the secret counsel of the wicked; hidden by God, being Himself God; hidden, as touching the Manhood, by God the Son, and the very Manhood, Which is taken into God the Son; because He is the Son of man, and He is the Son of God; Son of God, as being in the form of God; Son of man, as having taken upon Him the form of a servant, Phil. ii. 6, 7, Whose life no man taketh from Him, but Who layeth it down of Himself. He hath power to lay it down, and He hath power to take it again, John x. 18. What then was all that they which hated Him could do? They could kill the Body, but they were not able to kill the Soul. Consider this very earnestly. It had been a small thing for the Lord to preach to the Martyrs by His word, if He had not also nerved them by His example.
℟. Are ye come out, as against a thief, with swords and staves, for to take Me?
* I sat daily with you, teaching in the Temple, and ye laid no hold on Me; and, now when ye have scourged Me, ye lead Me away to crucify Me!
℣. And when they had laid hands on Jesus, and taken Him, He said unto them:
℟. I sat daily with you, teaching in the Temple, and ye laid no hold on Me; and now, when ye have scourged Me, ye lead Me away to crucify Me!
|
Lectio 5
Nostis qui convéntus erat malignántium Iudæórum, et quæ multitúdo erat operántium iniquitátem. Quam iniquitátem? Quia voluérunt occídere Dóminum Iesum Christum. Tanta ópera bona, inquit, osténdi vobis: propter quod horum me vultis occídere? Pértulit omnes infírmos eórum, curávit omnes lánguidos eórum, prædicávit regnum cælórum, non tácuit vítia eórum, ut ipsa pótius eis displicérent, non médicus, a quo sanabántur. His ómnibus curatiónibus eius ingráti, tamquam multa febre phrenétici, insaniéntes in médicum, qui vénerat curáre eos, excogitavérunt consílium perdéndi eum: tamquam ibi voléntes probáre, utrum vere homo sit, qui mori possit, an áliquid super hómines sit, et mori se non permíttat. Verbum ipsórum agnóscimus in Sapiéntia Salomónis: Morte turpíssima, ínquiunt, condemnémus eum. Interrogémus eum: erit enim respéctus in sermónibus illíus. Si enim vere Fílius Dei est, líberet eum.
℟. Ténebræ factæ sunt, dum crucifixíssent Iesum Iudǽi: et circa horam nonam exclamávit Iesus voce magna: Deus meus, ut quid me dereliquísti?
* Et inclináto cápite, emísit spíritum.
℣. Exclámans Iesus voce magna, ait: Pater, in manus tuas comméndo spíritum meum.
℟. Et inclináto cápite, emísit spíritum.
|
Reading 5
We know what secret counsel was that of the wicked Jews, and what insurrection was that of the workers of iniquity. Of what iniquity were they the workers? The murder of our Lord Jesus Christ. Many good works, saith He, have I showed you for which of those works go ye about to kill Me? He had borne with all their weaknesses: He had healed all their diseases: He had preached unto them the kingdom of heaven: He had discovered to them their iniquities, that they might rather hate them, than the Physician That came to cure them. And now at last, without gratitude for all the tenderness of His healing love, like men raging in an high delirium, throwing themselves madly on the Physician, Who had come to cure them, they took counsel together how they might kill Him, as if to see if He were a Man and could die, or Something more than a man, and That would not let Himself die. In the Wisdom of Solomon we recognize their words, ii. 18, 19, 20, Let us condemn Him with a shameful death. Let us examine Him; for, by His own saying, He shall be respected. If He be the Son of God, let Him help Him.
℟. The Jews crucified Jesus: and there was darkness (over all the land, unto the ninth hour): and about the ninth hour Jesus cried with a loud voice, (saying): My God, (My God,) why hast Thou forsaken Me?
* And He bowed His Head, and gave up the Ghost.
℣. When Jesus had cried with a loud voice, He said: Father, into thy hands I commend My Spirit.
℟. And He bowed His Head, and gave up the Ghost.
|
Lectio 6
Exacuérunt tamquam gládium linguas suas. Non dicant Iudǽi: Non occídimus Christum. Etenim proptérea eum dedérunt iúdici Piláto, ut quasi ipsi a morte eius videréntur immúnes. Nam cum dixísset eis Pilátus: Vos eum occídite: respondérunt, Nobis non licet occídere quemquam. Iniquitátem facínoris sui in iúdicem hóminem refúndere volébant: sed numquid Deum iúdicem fallébant? Quod fecit Pilátus, in eo ipso quod fecit, aliquántum párticeps fuit: sed in comparatióne illórum multo ipse innocéntior. Institit enim quantum pótuit, ut illum ex eórum mánibus liberáret: nam proptérea flagellátum prodúxit ad eos. Non persequéndo Dóminum flagellávit, sed eórum furóri satisfácere volens: ut vel sic iam mitéscerent, et desínerent velle occídere, cum flagellátum vidérent. Fecit et hoc. At ubi perseveravérunt, nostis illum lavísse manus, et dixísse, quod ipse non fecísset, mundum se esse a morte illíus. Fecit tamen. Sed si reus, quia fecit vel invítus: illi innocéntes, qui coëgérunt ut fáceret? Nullo modo. Sed ille dixit in eum senténtiam, et iussit eum crucifígi, et quasi ipse occídit: et vos, o Iudǽi, occidístis. Unde occidístis? Gládio linguæ: acuístis enim linguas vestras. Et quando percussístis, nisi quando clamástis: Crucifíge, crucifíge?
℟. Animam meam diléctam trádidi in manus iniquórum, et facta est mihi heréditas mea sicut leo in silva: dedit contra me voces adversárius, dicens: Congregámini, et properáte ad devorándum illum: posuérunt me in desérto solitúdinis, et luxit super me omnis terra:
* Quia non est invéntus qui me agnósceret, et fáceret bene.
℣. Insurrexérunt in me viri absque misericórdia, et non pepercérunt ánimæ meæ.
℟. Quia non est invéntus qui me agnósceret, et fáceret bene.
Gloria omittitur
℟. Animam meam diléctam trádidi in manus iniquórum, et facta est mihi heréditas mea sicut leo in silva: dedit contra me voces adversárius, dicens: Congregámini, et properáte ad devorándum illum: posuérunt me in desérto solitúdinis, et luxit super me omnis terra: * Quia non est invéntus qui me agnósceret, et fáceret bene.
|
Reading 6
They whetted their tongue like a sword. The Jews cannot say: We did not murder Christ, albeit they gave Him over to Pilate His judge, that they themselves might seem free of His death. For when Pilate said unto them, Take ye Him: and kill Him, they answered, It is not lawful for us to put any man to death. They could throw the blame of their sin upon a human judge: but did they deceive God, the Great Judge? In that which Pilate did, he was their accomplice, but in comparison with them, he had far the lesser sin. John xix. 11. Pilate strove as far as he could, to deliver Him out of their hands; for the which reason also he scourged Him, John xix. 1, and brought Him forth to them. He scourged not the Lord for cruelty's sake, but in the hope that; he might so slake their wild thirst for blood: that, perchance, even they might be touched with compassion, and cease to lust for His death, when they saw What He was after the flagellation. Even this effort he made! But when Pilate saw that he could not prevail, but that rather a tumult was made, Matth. xxvii. 24, ye know how that he took water, and washed his hands before the multitude, saying: I am innocent of the blood of this Just Person. And yet he delivered Him to be crucified! But if he were guilty who did it against his will, were they innocent; who goaded him on to it? No. Pilate gave sentence against Him. and commanded Him to be crucified. But ye, O ye Jews, ye also are His murderers! Wherewith? With your tongue, whetted like a sword. And when? But when ye cried, Crucify Him! Crucify Him! Mark xv.13-14
℟. I have given the dearly-beloved of My soul into the hand of her enemies and Mine heritage is become unto Me as a lion in the forest; the enemy crieth out against Me, saying: Assemble yourselves together, hasten to devour Him: they have made My portion a desolate wilderness, and the whole land mourneth unto Me:
* Because there is none found that will know Me, nor do well.
℣. There be risen up against me such as breathe out cruelty, and they have not spared my soul.
℟. Because there is none found that will know Me, nor do well.
omit Glory be
℟. I have given the dearly-beloved of My soul into the hand of her enemies, and Mine heritage is become unto Me as a lion in the forest: the enemy crieth out against Me, saying: Assemble yourselves together, hasten to devour Him: they have made My portion a desolate wilderness, and the whole land mourneth unto me: * Because there is none found that will know Me, nor do well.
|
Nocturn III.
Ant. Ab insurgéntibus in me * líbera me, Dómine, quia occupavérunt ánimam meam.
Psalmus 58 [7]
58:2 Éripe me de inimícis meis, Deus meus: * et ab insurgéntibus in me líbera me.
58:3 Éripe me de operántibus iniquitátem: * et de viris sánguinum salva me.
58:4 Quia ecce cepérunt ánimam meam: * irruérunt in me fortes.
58:5 Neque iníquitas mea, neque peccátum meum, Dómine: * sine iniquitáte cucúrri, et diréxi.
58:6 Exsúrge in occúrsum meum, et vide: * et tu, Dómine, Deus virtútum, Deus Israël,
58:6 Inténde ad visitándas omnes gentes: * non misereáris ómnibus, qui operántur iniquitátem.
58:7 Converténtur ad vésperam: et famem patiéntur ut canes, * et circuíbunt civitátem.
58:8 Ecce, loquéntur in ore suo, et gládius in lábiis eórum: * quóniam quis audívit?
58:9 Et tu, Dómine, deridébis eos: * ad níhilum dedúces omnes gentes.
58:10 Fortitúdinem meam ad te custódiam, quia, Deus, suscéptor meus es: * Deus meus, misericórdia eius prævéniet me.
58:12 Deus osténdet mihi super inimícos meos, ne occídas eos: * nequándo obliviscántur pópuli mei.
58:12 Dispérge illos in virtúte tua: * et depóne eos, protéctor meus, Dómine:
58:13 Delíctum oris eórum, sermónem labiórum ipsórum: * et comprehendántur in supérbia sua.
58:13 Et de exsecratióne et mendácio annuntiabúntur in consummatióne: * in ira consummatiónis, et non erunt.
58:14 Et scient quia Deus dominábitur Iacob: * et fínium terræ.
58:15 Converténtur ad vésperam: et famem patiéntur ut canes, * et circuíbunt civitátem.
58:16 Ipsi dispergéntur ad manducándum: * si vero non fúerint saturáti, et murmurábunt.
58:17 Ego autem cantábo fortitúdinem tuam: * et exsultábo mane misericórdiam tuam.
58:17 Quia factus es suscéptor meus, * et refúgium meum, in die tribulatiónis meæ.
58:18 Adiútor meus, tibi psallam, quia, Deus, suscéptor meus es: * Deus meus, misericórdia mea.
Gloria omittitur
Ant. Ab insurgéntibus in me líbera me, Dómine, quia occupavérunt ánimam meam.
|
Nocturn III.
Ant. O Lord, defend me from them that rise up against me, * for they lie in wait for my life.
Psalm 58 [7]
58:2 Red mig fra mine fjender, Gud, * beskyt mig mod mine modstandere;
58:3 Red mig fra forbryderne, * frels mig fra morderne!
58:4 For de lægger baghold for mig, * stærke mænd angriber mig,
58:5 Selv om jeg ikke har forbrudt mig eller syndet, Herre. * Skønt jeg er uden skyld, stimler de sammen imod mig.
58:6 Vågn op, kom selv og se! * Du, Hærskarers Herre, Israels Gud,
58:6 Vågn op og straf alle folkene, * skån ikke nogen af de troløse forbrydere!
58:7 Om aftenen kommer de tilbage, giver hals som hunde * og strejfer om i byen.
58:8 De lader munden løbe, de har sværd på læberne; * for hvem skulle høre det?
58:9 Men du, Herre, du ler ad dem, * du spotter alle folkene.
58:10 Min styrke, dig vil jeg holde mig til, for Gud er min borg. * Min Gud kommer mig i møde med sin troskab,
58:12 Gud lader mig frydes over mine fjender. Dræb dem ikke, * så mit folk glemmer dem,
58:12 Gør dem hjemløse med din styrke * og styrt dem, Herre, vort skjold!
58:13 Syndige er de ord, der kommer over deres læber; * de skal fanges i deres hovmod
58:13 For den forbandelse og løgn, de udspreder. Udryd dem * i vrede, udryd dem, så de er borte;
58:14 Da skal de vide over hele jorden, * at Gud hersker i Jakob.
58:15 Om aftenen kommer de tilbage, giver hals som hunde * og strejfer om i byen.
58:16 De strejfer om efter føde * og knurrer, når de ikke bliver mætte.
58:17 Men jeg vil synge om din styrke, * juble om morgenen over din trofasthed.
58:17 For du er min borg, * en tilflugt, når jeg er i nød.
58:18 Min styrke, dig vil jeg lovsynge, for Gud er min borg, * min trofaste Gud.
omit Glory be
Ant. O Lord, defend me from them that rise up against me, for they lie in wait for my life.
|
Ant. Longe fecísti * notos meos a me: tráditus sum, et non egrediébar.
Psalmus 87 [8]
87:2 Dómine, Deus salútis meæ: * in die clamávi, et nocte coram te.
87:3 Intret in conspéctu tuo orátio mea: * inclína aurem tuam ad precem meam:
87:4 Quia repléta est malis ánima mea: * et vita mea inférno appropinquávit.
87:5 Æstimátus sum cum descendéntibus in lacum: * factus sum sicut homo sine adiutório, inter mórtuos liber.
87:6 Sicut vulneráti dormiéntes in sepúlcris, quorum non es memor ámplius: * et ipsi de manu tua repúlsi sunt.
87:7 Posuérunt me in lacu inferióri: * in tenebrósis, et in umbra mortis.
87:8 Super me confirmátus est furor tuus: * et omnes fluctus tuos induxísti super me.
87:9 Longe fecísti notos meos a me: * posuérunt me abominatiónem sibi.
87:9 Tráditus sum, et non egrediébar: * óculi mei languérunt præ inópia.
87:10 Clamávi ad te, Dómine, tota die: * expándi ad te manus meas.
87:11 Numquid mórtuis fácies mirabília: * aut médici suscitábunt, et confitebúntur tibi?
87:12 Numquid narrábit áliquis in sepúlcro misericórdiam tuam, * et veritátem tuam in perditióne?
87:13 Numquid cognoscéntur in ténebris mirabília tua, * et iustítia tua in terra obliviónis?
87:14 Et ego ad te, Dómine, clamávi: * et mane orátio mea prævéniet te.
87:15 Ut quid, Dómine, repéllis oratiónem meam: * avértis fáciem tuam a me?
87:16 Pauper sum ego, et in labóribus a iuventúte mea: * exaltátus autem, humiliátus sum et conturbátus.
87:17 In me transiérunt iræ tuæ: * et terróres tui conturbavérunt me.
87:18 Circumdedérunt me sicut aqua tota die: * circumdedérunt me simul.
87:19 Elongásti a me amícum et próximum: * et notos meos a miséria.
Gloria omittitur
Ant. Longe fecísti notos meos a me: tráditus sum, et non egrediébar.
|
Ant. Thou hast put away mine acquaintance far from me; * I am shut up, and cannot come forth.
Psalm 87 [8]
87:2 Herre, min frelses Gud, * dag og nat råber jeg til dig;
87:3 Lad min bøn nå dig, * vend dit øre mod min klage!
87:4 For min sjæl er mæt af ulykker, * mit liv er nået til dødsriget,
87:5 Jeg regnes blandt dem, der er gået i graven, * jeg er blevet som en mand uden kraft. Blandt de døde er jeg spærret inde,
87:6 Som de dræbte, der ligger i graven, dem, du ikke længere husker, * for de er revet ud af din hånd.
87:7 Du har kastet mig i den dybe grav, * i det mørke dyb.
87:8 Din vrede hviler tungt på mig, * alle dine brændinger lader du skylle over mig.
87:9 Mine bekendte har du taget fra mig * og givet dem afsky for mig;
87:9 Jeg er spærret inde, jeg kan ikke komme ud. * Mit øje er sløvet af lidelser,
87:10 Hver dag råber jeg til dig, Herre, * og rækker mine hænder op imod dig.
87:11 Gør du undere for de døde? * Rejser dødninge sig og takker dig?
87:12 Fortæller de i graven om din troskab, * i underverdenen om din trofasthed?
87:13 Kender de i mørket til dine undere, * i glemselens land til din retfærdighed?
87:14 Jeg råber til dig om hjælp, Herre, * hver morgen kommer min bøn til dig.
87:15 Hvorfor har du forstødt mig, Herre, * hvorfor skjuler du dit ansigt for mig?
87:16 Jeg er hjælpeløs og udmattet fra ungdommen af, * dine rædsler omgiver mig.
87:17 Din harme slår ind over mig, * dine grusomheder gør det af med mig;
87:18 De omslutter mig altid som vand * de slår sammen over mig.
87:19 Ven og frænde har du taget fra mig, * mine bekendte er borte i mørket.
omit Glory be
Ant. Thou hast put away mine acquaintance far from me; I am shut up, and cannot come forth.
|
Ant. Captábunt * in ánimam iusti, et sánguinem innocéntem condemnábunt.
Psalmus 93 [9]
93:1 Deus ultiónum Dóminus: * Deus ultiónum líbere egit.
93:2 Exaltáre, qui iúdicas terram: * redde retributiónem supérbis.
93:3 Úsquequo peccatóres, Dómine, * úsquequo peccatóres gloriabúntur:
93:4 Effabúntur, et loquéntur iniquitátem: * loquéntur omnes, qui operántur iniustítiam?
93:5 Pópulum tuum, Dómine, humiliavérunt: * et hereditátem tuam vexavérunt.
93:6 Víduam, et ádvenam interfecérunt: * et pupíllos occidérunt.
93:7 Et dixérunt: Non vidébit Dóminus, * nec intélleget Deus Iacob.
93:8 Intellégite, insipiéntes in pópulo: * et stulti, aliquándo sápite.
93:9 Qui plantávit aurem, non áudiet? * aut qui finxit óculum, non consíderat?
93:10 Qui córripit gentes, non árguet: * qui docet hóminem sciéntiam?
93:11 Dóminus scit cogitatiónes hóminum, * quóniam vanæ sunt.
93:12 Beátus homo, quem tu erudíeris, Dómine: * et de lege tua docúeris eum,
93:13 Ut mítiges ei a diébus malis: * donec fodiátur peccatóri fóvea.
93:14 Quia non repéllet Dóminus plebem suam: * et hereditátem suam non derelínquet.
93:15 Quoadúsque iustítia convertátur in iudícium: * et qui iuxta illam omnes qui recto sunt corde.
93:16 Quis consúrget mihi advérsus malignántes? * aut quis stabit mecum advérsus operántes iniquitátem?
93:17 Nisi quia Dóminus adiúvit me: * paulo minus habitásset in inférno ánima mea.
93:18 Si dicébam: Motus est pes meus: * misericórdia tua, Dómine, adiuvábat me.
93:19 Secúndum multitúdinem dolórum meórum in corde meo: * consolatiónes tuæ lætificavérunt ánimam meam.
93:20 Numquid adhǽret tibi sedes iniquitátis: * qui fingis labórem in præcépto?
93:21 Captábunt in ánimam iusti: * et sánguinem innocéntem condemnábunt.
93:22 Et factus est mihi Dóminus in refúgium: * et Deus meus in adiutórium spei meæ.
93:23 Et reddet illis iniquitátem ipsórum: et in malítia eórum dispérdet eos: * dispérdet illos Dóminus, Deus noster.
Gloria omittitur
Ant. Captábunt in ánimam iusti, et sánguinem innocéntem condemnábunt.
|
Ant. They gather themselves together * against the soul of the righteous, and condemn the innocent blood.
Psalm 93 [9]
93:1 Herre, du hævnens Gud, * du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!
93:2 Rejs dig, du jordens dommer, * gør gengæld mod de hovmodige!
93:3 Hvor længe, Herre, skal de ugudelige, * hvor længe skal de ugudelige juble?
93:4 Frækt lader de munden løbe, * alle forbryderne bruger store ord.
93:5 De knuser dit folk, Herre, * de undertrykker din ejendom.
93:6 Enken og den fremmede slår de ihjel, * faderløse myrder de.
93:7 De siger: Herren ser det ikke, * Jakobs Gud lægger ikke mærke til det.
93:8 Så forstå dog, I tåber blandt folket! * I dårer, hvornår vil I tage mod fornuft?
93:9 Skulle han, som plantede øret, ikke høre, * skulle han, som dannede øjet, ikke se?
93:10 Skulle han, som opdrager folkene, ikke straffe, * han, som lærer mennesker kundskab?
93:11 Herren kender menneskers tanker, * han ved, at de er tomme.
93:12 Lykkelig den mand, du tugter, Herre, * og som du belærer efter din lov,
93:13 Så du giver ham fred for onde dage, * indtil graven graves for den uretfærdige.
93:14 For Herren forkaster ikke sit folk * og svigter ikke sin ejendom;
93:15 Retten kommer på ny til sin ret, * og alle de oprigtige skal følge den.
93:16 Hvem står sammen med mig mod de onde? * Hvem står på min side mod forbryderne?
93:17 Var Herren ikke kommet mig til hjælp, * havde jeg snart fået bolig i tavshedens land.
93:18 Når jeg sagde: Min fod vakler, * så støttede din trofasthed mig, Herre.
93:19 Når urolige tanker tog til i mit indre, * så gjorde din trøst mig glad.
93:20 Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol, * som skaber lidelse i strid med loven?
93:21 De angriber den retfærdige * og dømmer det uskyldige blod skyldigt.
93:22 Men Herren blev min borg, * min Gud blev min tilflugtsklippe.
93:23 Han lod deres uret komme over dem selv og tilintetgjorde dem i deres ondskab. * Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.
omit Glory be
Ant. They gather themselves together against the soul of the righteous, and condemn the innocent blood.
|
℣. Locúti sunt advérsum me lingua dolósa.
℟. Et sermónibus ódii circumdedérunt me, et expugnavérunt me gratis.
|
℣. They have spoken against me with a lying tongue.
℟. They compassed me about also with words of hatred, and fought against me without a cause.
|
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris: et ne nos indúcas in tentatiónem: sed líbera nos a malo. Amen.
Lectio 7
De Epístola beáti Pauli Apóstoli ad Hebrǽos
Heb 4:11-15
11 Festinémus íngredi in illam réquiem: ut ne in idípsum quis íncidat incredulitátis exémplum.
12 Vivus est enim sermo Dei, et éfficax et penetrabílior omni gládio ancípiti: et pertíngens usque ad divisiónem ánimæ ac spíritus, compágum quoque ac medullárum, et discrétor cogitatiónum et intentiónum cordis.
13 Et non est ulla creatúra invisíbilis in conspéctu eius: ómnia autem nuda et apérta sunt óculis eius, ad quem nobis sermo.
14 Habéntes ergo Pontíficem magnum, qui penetrávit cælos, Iesum Fílium Dei: teneámus confessiónem.
15 Non enim habémus Pontíficem, qui non possit cómpati infirmitátibus nostris: tentátum autem per ómnia pro similitúdine absque peccáto.
℟. Tradidérunt me in manus impiórum, et inter iníquos proiecérunt me, et non pepercérunt ánimæ meæ: congregáti sunt advérsum me fortes:
* Et sicut gigántes stetérunt contra me.
℣. Aliéni insurrexérunt advérsum me, et fortes quæsiérunt ánimam meam.
℟. Et sicut gigántes stetérunt contra me.
|
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse: Men fri os fra det onde. Amen.
Fader vor, du som er i himlene!
Reading 7
From the letter of the blessed Apostle Paul to the Hebrews
Heb 4:11-15
11 Let us hasten therefore to enter into that rest; lest any man fall into the same example of unbelief.
12 For the word of God is living and effectual, and more piercing than any two edged sword; and reaching unto the division of the soul and the spirit, of the joints also and the marrow, and is a discerner of the thoughts and intents of the heart.
13 Neither is there any creature invisible in his sight: but all things are naked and open to his eyes, to whom our speech is.
14 Having therefore a great high priest that hath passed into the heavens, Jesus the Son of God: let us hold fast our confession.
15 For we have not a high priest, who can not have compassion on our infirmities: but one tempted in all things like as we are, without sin.
℟. They have turned me over into the hands of the wicked: they also have numbered me with the transgressors, neither have they spared my life: the mighty are gathered together against me;
* And stand up against me like giants.
℣. Strangers are risen up against me, and oppressors seek after my soul.
℟. And stand up against me like giants.
|
Lectio 8
Heb 4:16; 5:1-3
16 Adeámus ergo cum fidúcia ad thronum grátiæ: ut misericórdiam consequámur, et grátiam inveniámus in auxílio opportúno.
1 Omnis namque Póntifex ex homínibus assúmptus, pro homínibus constitúitur in iis, quæ sunt ad Deum, ut ófferat dona, et sacrifícia pro peccátis:
2 Qui condolére possit iis, qui ignórant et errant: quóniam et ipse circúmdatus est infirmitáte:
3 Et proptérea debet quemádmodum pro pópulo, ita étiam pro semetípso offérre pro peccátis.
℟. Iesum trádidit ímpius summis princípibus sacerdótum, et senióribus pópuli:
* Petrus autem sequebátur eum a longe, ut vidéret finem.
℣. Adduxérunt autem eum ad Cáipham príncipem sacerdótum, ubi scribæ et pharisǽi convénerant.
℟. Petrus autem sequebátur eum a longe, ut vidéret finem.
|
Reading 8
Heb 4:16; 5:1-3
16 Let us go therefore with confidence to the throne of grace: that we may obtain mercy, and find grace in seasonable aid.
1 For every high priest taken from among men, is ordained for men in the things that appertain to God, that he may offer up gifts and sacrifices for sins:
2 Who can have compassion on them that are ignorant and that err: because he himself also is compassed with infirmity.
3 And therefore he ought, as for the people, so also for himself, to offer for sins.
℟. That wicked one betrayed Jesus to the chief-priests and elders of the people
* But Peter followed Him afar off, to see the end.
℣. And they led Him away to Caiaphas the High Priest, where the Scribes and Pharisees were assembled.
℟. But Peter followed Him afar off, to see the end.
|
Lectio 9
Heb 5:4-10
4 Nec quisquam sumit sibi honórem, sed qui vocátur a Deo, tamquam Aaron.
5 Sic et Christus non semetípsum clarificávit ut Póntifex fíeret, sed qui locútus est ad eum: Fílius meus es tu, ego hódie génui te.
6 Quemádmodum et in álio loco dicit: Tu es sacérdos in ætérnum, secúndum órdinem Melchísedech.
7 Qui in diébus carnis suæ preces, supplicationésque ad eum, qui possit illum salvum fácere a morte, cum clamóre válido et lácrimis ófferens, exaudítus est pro sua reveréntia.
8 Et quidem cum esset Fílius Dei, dídicit ex iis, quæ passus est, obediéntiam:
9 Et consummátus, factus est ómnibus obtemperántibus sibi causa salútis ætérnæ,
10 Appellátus a Deo Póntifex iuxta órdinem Melchísedech.
℟. Caligavérunt óculi mei a fletu meo: quia elongátus est a me, qui consolabátur me: Vidéte omnes pópuli,
* Si est dolor símilis sicut dolor meus.
℣. O vos omnes, qui transítis per viam, atténdite et vidéte.
℟. Si est dolor símilis sicut dolor meus.
Gloria omittitur
℟. Caligavérunt óculi mei a fletu meo: quia elongátus est a me, qui consolabátur me: Vidéte omnes pópuli, * Si est dolor símilis sicut dolor meus.
|
Reading 9
Heb 5:4-10
4 Neither doth any man take the honour to himself, but he that is called by God, as Aaron was.
5 So Christ also did not glorify himself, that he might be made a high priest: but he that said unto him: Thou art my Son, this day have I begotten thee.
6 As he saith also in another place: Thou art a priest for ever, according to the order of Melchisedech.
7 Who in the days of his flesh, with a strong cry and tears, offering up prayers and supplications to him that was able to save him from death, was heard for his reverence.
8 And whereas indeed he was the Son of God, he learned obedience by the things which he suffered:
9 And being consummated, he became, to all that obey him, the cause of eternal salvation.
10 Called by God a high priest according to the order of Melchisedech.
℟. Mine eyes do fail with tears, because the Comforter that should relieve me is far from me. Behold, O all ye nations
* If there be any sorrow like unto my sorrow.
℣. O all ye that pass by, behold, and see
℟. If there be any sorrow like unto my sorrow.
omit Glory be
℟. Mine eyes do fail with tears, because the Comforter that should relieve me is far from me. Behold, O all ye nations, * If there be any sorrow like unto my sorrow.
|
Oratio {ex Proprio de Tempore}
Réspice, quǽsumus, Dómine, super hanc famíliam tuam, pro qua Dóminus noster Iesus Christus non dubitávit mánibus tradi nocéntium, et crucis subíre torméntum:
Et sub silentio concluditur
Qui tecum vivit et regnat in unitáte Spíritus Sancti, Deus, per ómnia sǽcula sæculórum.
℟. Amen.
Reliqua omittuntur, nisi Laudes separandæ sint.
|
Prayer {from the Proper of the season}
Look down, we beseech thee, O Lord, on this thy family, for which our Lord Jesus Christ did not hesitate to be delivered up into the hands of wicked men, and to suffer the torment of the Cross.
Finish silently
Han, som lever og råder med dig i Helligåndens enhed, Gud, fra evighed til evighed.
℟. Amen
Skip the rest, unless praying Lauds separately.
|
Conclusio{omittitur}
|
Conclusion{omit}
|
Incipit{omittitur}
|
Start{omit}
|
Psalmi {Laudes:2 Psalmi et antiphonæ ex Proprio de Tempore}
Ant. Próprio * Fílio suo non pepércit Deus, sed pro nobis ómnibus trádidit illum.
Psalmus 50 [1]
50:3 Miserére mei, Deus, * secúndum magnam misericórdiam tuam.
50:3 Et secúndum multitúdinem miseratiónum tuárum, * dele iniquitátem meam.
50:4 Ámplius lava me ab iniquitáte mea: * et a peccáto meo munda me.
50:5 Quóniam iniquitátem meam ego cognósco: * et peccátum meum contra me est semper.
50:6 Tibi soli peccávi, et malum coram te feci: * ut iustificéris in sermónibus tuis, et vincas cum iudicáris.
50:7 Ecce enim, in iniquitátibus concéptus sum: * et in peccátis concépit me mater mea.
50:8 Ecce enim, veritátem dilexísti: * incérta et occúlta sapiéntiæ tuæ manifestásti mihi.
50:9 Aspérges me hyssópo, et mundábor: * lavábis me, et super nivem dealbábor.
50:10 Audítui meo dabis gáudium et lætítiam: * et exsultábunt ossa humiliáta.
50:11 Avérte fáciem tuam a peccátis meis: * et omnes iniquitátes meas dele.
50:12 Cor mundum crea in me, Deus: * et spíritum rectum ínnova in viscéribus meis.
50:13 Ne proícias me a fácie tua: * et spíritum sanctum tuum ne áuferas a me.
50:14 Redde mihi lætítiam salutáris tui: * et spíritu principáli confírma me.
50:15 Docébo iníquos vias tuas: * et ímpii ad te converténtur.
50:16 Líbera me de sanguínibus, Deus, Deus salútis meæ: * et exsultábit lingua mea iustítiam tuam.
50:17 Dómine, lábia mea apéries: * et os meum annuntiábit laudem tuam.
50:18 Quóniam si voluísses sacrifícium, dedíssem útique: * holocáustis non delectáberis.
50:19 Sacrifícium Deo spíritus contribulátus: * cor contrítum, et humiliátum, Deus, non despícies.
50:20 Benígne fac, Dómine, in bona voluntáte tua Sion: * ut ædificéntur muri Ierúsalem.
50:21 Tunc acceptábis sacrifícium iustítiæ, oblatiónes, et holocáusta: * tunc impónent super altáre tuum vítulos.
Gloria omittitur
Ant. Próprio Fílio suo non pepércit Deus, sed pro nobis ómnibus trádidit illum.
|
Psalms {Laudes:2 Psalms and antiphons from the Proper of the season}
Ant. God spared not His Own Son * but delivered Him up for us all.
Psalm 50 [1]
50:3 Gud, vær mig nådig * i din godhed,
50:3 Udslet mine overtrædelser * i din store barmhjertighed!
50:4 Vask mig fuldstændig ren for skyld, * rens mig for synd!
50:5 For jeg kender mine overtrædelser, * og min synd har jeg altid for øje.
50:6 Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne; * så er du retfærdig, når du anklager, og ren, når du dømmer.
50:7 I skyld har jeg været, fra jeg blev født, * i synd, fra min mor undfangede mig.
50:8 Du elsker sandhed * i det dunkle, du lærer mig visdom i det skjulte.
50:9 Rens mig med isop for synd, * vask mig hvidere end sne!
50:10 Forkynd mig fryd og glæde, * lad de knogler, du knuste, juble!
50:11 Vend dit ansigt bort fra mine synder * og udslet al min skyld!
50:12 Skab et rent hjerte i mig, Gud, * giv mig på ny en fast ånd!
50:13 Kast mig ikke bort fra dig, * og tag ikke din hellige ånd fra mig!
50:14 Lad mig atter frydes over din frelse, * styrk mig med en villig ånd!
50:15 Jeg vil lære lovbrydere dine veje, * så syndere kan vende om til dig.
50:16 Fri mig for blodskyld, Gud, min frelses Gud, * så min tunge kan juble over din retfærdighed.
50:17 Herre, åbn mine læber, * så min mund kan forkynde din pris.
50:18 For du vil ikke have slagtoffer, * og bringer jeg brændoffer, tager du ikke imod det;
50:19 Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, * et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.
50:20 Gør i din nåde godt mod Zion, * opbyg Jerusalems mure!
50:21 Da vil du tage imod de rette ofre, brændoffer og heloffer; * da skal tyre ofres på dit alter.
omit Glory be
Ant. God spared not His Own Son but delivered Him up for us all.
|
Ant. Anxiátus est super me * spíritus meus, in me turbátum est cor meum.
Psalmus 142 [2]
142:1 Dómine, exáudi oratiónem meam: áuribus pércipe obsecratiónem meam in veritáte tua: * exáudi me in tua iustítia.
142:2 Et non intres in iudícium cum servo tuo: * quia non iustificábitur in conspéctu tuo omnis vivens.
142:3 Quia persecútus est inimícus ánimam meam: * humiliávit in terra vitam meam.
142:4 Collocávit me in obscúris sicut mórtuos sǽculi: * et anxiátus est super me spíritus meus, in me turbátum est cor meum.
142:5 Memor fui diérum antiquórum, meditátus sum in ómnibus opéribus tuis: * in factis mánuum tuárum meditábar.
142:6 Expándi manus meas ad te: * ánima mea sicut terra sine aqua tibi.
142:7 Velóciter exáudi me, Dómine: * defécit spíritus meus.
142:7 Non avértas fáciem tuam a me: * et símilis ero descendéntibus in lacum.
142:8 Audítam fac mihi mane misericórdiam tuam: * quia in te sperávi.
142:8 Notam fac mihi viam, in qua ámbulem: * quia ad te levávi ánimam meam.
142:9 Éripe me de inimícis meis, Dómine, ad te confúgi: * doce me fácere voluntátem tuam, quia Deus meus es tu.
142:10 Spíritus tuus bonus dedúcet me in terram rectam: * propter nomen tuum, Dómine, vivificábis me, in æquitáte tua.
142:11 Edúces de tribulatióne ánimam meam: * et in misericórdia tua dispérdes inimícos meos.
142:12 Et perdes omnes, qui tríbulant ánimam meam: * quóniam ego servus tuus sum.
Gloria omittitur
Ant. Anxiátus est super me spíritus meus, in me turbátum est cor meum.
|
Ant. My spirit is overwhelmed within me; * my heart within me is troubled.
Psalm 142 [2]
142:1 Herre, hør min bøn, lyt til min tryglen, svar mig * i din trofasthed og retfærdighed!
142:2 Før ikke sag mod din tjener, * for intet menneske er retfærdigt over for dig.
142:3 Fjenden forfølger mig, * han træder mig i støvet
142:4 Og lader mig sidde i mørket som dem, der for længst er døde. * Mit mod svigter, mit hjerte står stille i brystet.
142:5 Jeg mindes fortids dage, jeg grunder over alle dine gerninger * og tænker over dine hænders værk.
142:6 Jeg rækker hænderne frem imod dig, * min sjæl tørster som den udpinte jord efter dig.
142:7 Svar mig i hast, Herre, * min ånd går til grunde,
142:7 Skjul ikke dit ansigt for mig, * så jeg bliver som de, der gik i graven.
142:8 Forkynd mig din godhed hver morgen, * for jeg stoler på dig.
142:8 Vis mig den vej, jeg skal gå, * for jeg længes efter dig.
142:9 Red mig fra mine fjender, Herre, jeg skjuler mig hos dig. * Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud.
142:10 Din gode ånd skal lede mig i slettelandet. * Hold mig i live for dit navns skyld, Herre, og før mig ud af nøden
142:11 I din retfærdighed! * Udryd mine fjender i din godhed,
142:12 Og tilintetgør alle mine modstandere, * for jeg er din tjener.
omit Glory be
Ant. My spirit is overwhelmed within me; my heart within me is troubled.
|
Ant. Ait latro ad latrónem: * Nos quidem digna factis recípimus, hic autem quid fecit? Meménto mei, Dómine, dum véneris in regnum tuum.
Psalmus 84 [3]
84:2 Benedixísti, Dómine, terram tuam: * avertísti captivitátem Iacob.
84:3 Remisísti iniquitátem plebis tuæ: * operuísti ómnia peccáta eórum.
84:4 Mitigásti omnem iram tuam: * avertísti ab ira indignatiónis tuæ.
84:5 Convérte nos, Deus, salutáris noster: * et avérte iram tuam a nobis.
84:6 Numquid in ætérnum irascéris nobis? * aut exténdes iram tuam a generatióne in generatiónem?
84:7 Deus, tu convérsus vivificábis nos: * et plebs tua lætábitur in te.
84:8 Osténde nobis, Dómine, misericórdiam tuam: * et salutáre tuum da nobis.
84:9 Áudiam quid loquátur in me Dóminus Deus: * quóniam loquétur pacem in plebem suam.
84:9 Et super sanctos suos: * et in eos, qui convertúntur ad cor.
84:10 Verúmtamen prope timéntes eum salutáre ipsíus: * ut inhábitet glória in terra nostra.
84:11 Misericórdia, et véritas obviavérunt sibi: * iustítia, et pax osculátæ sunt.
84:12 Véritas de terra orta est: * et iustítia de cælo prospéxit.
84:13 Étenim Dóminus dabit benignitátem: * et terra nostra dabit fructum suum.
84:14 Iustítia ante eum ambulábit: * et ponet in via gressus suos.
Gloria omittitur
Ant. Ait latro ad latrónem: Nos quidem digna factis recípimus, hic autem quid fecit? Meménto mei, Dómine, dum véneris in regnum tuum.
|
Ant. One thief said unto the other: * We indeed receive the due reward of our deeds, but what hath this man done? Lord, remember me, when thou comest into thy kingdom.
Psalm 84 [3]
84:2 Du var nådig mod dit land, Herre, * og vendte Jakobs skæbne.
84:3 Du tilgav dit folks skyld * og skjulte alle dets synder.
84:4 Du gjorde ende på din vrede * og vendte om fra din glødende harme.
84:5 Vend tilbage, vor frelses Gud! * Stands din vrede mod os!
84:6 Vil du være vred på os for evigt, * skal din vrede vare i slægt efter slægt?
84:7 Vil du aldrig give os liv igen, * så dit folk kan glæde sig over dig?
84:8 Lad os se din godhed, Herre, * og giv os din frelse!
84:9 Nu vil jeg høre, hvad Gud siger, * Herren taler jo fred
84:9 Til sit folk, * til sine fromme, de må ikke vende sig til dårskab.
84:10 Hans frelse er dem nær, der frygter ham, * og herligheden skal bo i vort land.
84:11 Troskab og sandhed mødes, * retfærdighed og fred kysser hinanden.
84:12 Sandhed spirer frem af jorden, * retfærdighed ser ned fra himlen.
84:13 Ja, Herren giver lykke, * og vort land giver sin afgrøde.
84:14 Retfærdighed går foran ham, * og fred følger i hans spor.
omit Glory be
Ant. One thief said unto the other: We indeed receive the due reward of our deeds, but what hath this man done? Lord, remember me, when thou comest into thy kingdom.
|
Ant. Cum conturbáta fúerit * ánima mea, Dómine, misericórdiæ memor eris.
Canticum Habacuc [4]
Hab 3:2-33
3:2 Dómine, audívi auditiónem tuam, * et tímui.
3:3 Dómine, opus tuum, * in médio annórum vivífica illud:
3:4 In médio annórum notum fácies: * cum irátus fúeris, misericórdiæ recordáberis.
3:5 Deus ab Austro véniet, * et sanctus de monte Pharan:
3:6 Opéruit cælos glória eius: * et laudis eius plena est terra.
3:7 Splendor eius ut lux erit: * córnua in mánibus eius:
3:8 Ibi abscóndita est fortitúdo eius: * ante fáciem eius ibit mors.
3:9 Et egrediétur diábolus ante pedes eius. * Stetit, et mensus est terram.
3:10 Aspéxit, et dissólvit gentes: * et contríti sunt montes sǽculi.
3:11 Incurváti sunt colles mundi, * ab itinéribus æternitátis eius.
3:12 Pro iniquitáte vidi tentória Æthiópiæ, * turbabúntur pelles terræ Mádian.
3:13 Numquid in flumínibus irátus es, Dómine? * aut in flumínibus furor tuus? vel in mari indignátio tua?
3:14 Qui ascéndes super equos tuos: * et quadrígæ tuæ salvátio.
3:15 Súscitans suscitábis arcum tuum: * iuraménta tríbubus quæ locútus es.
3:16 Flúvios scindes terræ: vidérunt te, et doluérunt montes: * gurges aquárum tránsiit.
3:17 Dedit abýssus vocem suam: * altitúdo manus suas levávit.
3:18 Sol, et luna stetérunt in habitáculo suo, * in luce sagittárum tuárum, ibunt in splendóre fulgurántis hastæ tuæ.
3:19 In frémitu conculcábis terram: * et in furóre obstupefácies gentes.
3:20 Egréssus es in salútem pópuli tui: * in salútem cum Christo tuo.
3:21 Percussísti caput de domo ímpii: * denudásti fundaméntum eius usque ad collum.
3:22 Maledixísti sceptris eius, cápiti bellatórum eius, * veniéntibus ut turbo ad dispergéndum me.
3:23 Exsultátio eórum * sicut eius, qui dévorat páuperem in abscóndito.
3:24 Viam fecísti in mari equis tuis, * in luto aquárum multárum.
3:25 Audívi, et conturbátus est venter meus: * a voce contremuérunt lábia mea.
3:26 Ingrediátur putrédo in óssibus meis, * et subter me scáteat.
3:27 Ut requiéscam in die tribulatiónis: * ut ascéndam ad pópulum accínctum nostrum.
3:28 Ficus enim non florébit: * et non erit germen in víneis.
3:29 Mentiétur opus olívæ: * et arva non áfferent cibum.
3:30 Abscindétur de ovíli pecus: * et non erit arméntum in præsépibus.
3:31 Ego autem in Dómino gaudébo: * et exsultábo in Deo Iesu meo.
3:32 Deus Dóminus fortitúdo mea: * et ponet pedes meos quasi cervórum.
3:33 Et super excélsa mea dedúcet me victor * in psalmis canéntem.
Gloria omittitur
Ant. Cum conturbáta fúerit ánima mea, Dómine, misericórdiæ memor eris.
|
Ant. Lord, when my soul is troubled, * thou wilt remember mercy.
Habakkuks lovsang [4]
Hab 3:2-33
3:2 Herre, jeg har hørt dit ry * og var bange.
3:2 Herre, jeg har set din gerning. * Lad den ske igen, før årene går,
3:2 Kundgør den, før årene går! * Glem ikke barmhjertigheden, skønt du er vred.
3:3 Gud kommer fra Teman, * den Hellige fra Parans bjerge.
3:3 Hans herlighed dækker himlen, * jorden er fuld af hans pris;
3:4 Glansen er som lyset, * stråler udgår fra hans hånd;
3:4 Dér er hans styrke skjult. * Foran ham går pest,
3:5 Feberbrand følger i hans spor. * Hvor han træder, ryster jorden;
3:6 Hvorhen han ser, skælver folkene. * De ældgamle bjerge slår revner,
3:6 De evige høje synker sammen. * Her går hans vej fra ældgammel tid.
3:7 Midjans teltduge rives i stykker, * Kushans telte vælter.
3:8 Gælder din vrede floderne, Herre, * er du vred på floderne, Herre, er din harme vendt mod havet,
3:8 Siden du rider frem på dine heste, * og dine stridsvogne bringer sejr?
3:9 Du tager din bue frem * og mætter dens streng med pile.
3:9 Du kløver jorden til vandløb, bjergene ser dig og skælver, * skybruddene raser,
3:10 Og havdybet løfter sin røst: * Havdybet løfter sine hænder.
3:11 Solen glemmer at sende sine stråler, månen bliver i sin bolig; * de flygter for lyset fra dine pile, for lysskæret fra dit lynende spyd.
3:12 I harme skrider du frem over jorden, * i vrede søndertramper du folkene.
3:13 Du drager ud for at frelse dit folk, * for at frelse din salvede.
3:13 Du knuser taget på den ugudeliges hus * og river grundmuren ned lige til klippen.
3:14 Du gennemborer med dine pile hovedet på hans høvdinge, * der stormer frem for at drive mig bort.
3:14 De jubler, * som når man fortærer de hjælpeløse i det skjulte.
3:15 Du drager gennem havet med dine heste, * de vældige vande bruser.
3:16 Da jeg hørte det, skælvede mit indre, * ved lyden klaprede mine tænder;
3:16 Der gik edder i mine knogler, * mine fødder vaklede under mig.
3:16 Jeg venter på, at trængslens dag * skal ramme det folk, der vil overfalde os.
3:17 For figentræet sætter ikke blomst, * vinstokken bærer ikke frugt;
3:17 Olivenhøsten slår fejl, * marken giver ingen afgrøde.
3:17 Fårene er forsvundet fra folden, * der er intet kvæg i indhegningen.
3:18 Jeg vil juble over Herren * og fryde mig over min frelses Gud.
3:19 Gud Herren er min styrke, * han gør min fod let som hindens
3:19 Og lader mig løbe over højderne * til strengespil.
omit Glory be
Ant. Lord, when my soul is troubled, thou wilt remember mercy.
|
Ant. Meménto mei, * Dómine, dum véneris in regnum tuum. .
Psalmus 147 [5]
147:1 Lauda, Ierúsalem, Dóminum: * lauda Deum tuum, Sion.
147:2 Quóniam confortávit seras portárum tuárum: * benedíxit fíliis tuis in te.
147:3 Qui pósuit fines tuos pacem: * et ádipe fruménti sátiat te.
147:4 Qui emíttit elóquium suum terræ: * velóciter currit sermo eius.
147:5 Qui dat nivem sicut lanam: * nébulam sicut cínerem spargit.
147:6 Mittit crystállum suam sicut buccéllas: * ante fáciem frígoris eius quis sustinébit?
147:7 Emíttet verbum suum, et liquefáciet ea: * flabit spíritus eius, et fluent aquæ.
147:8 Qui annúntiat verbum suum Iacob: * iustítias, et iudícia sua Israël.
147:9 Non fecit táliter omni natióni: * et iudícia sua non manifestávit eis.
Gloria omittitur
Ant. Meménto mei, Dómine, dum véneris in regnum tuum. .
|
Ant. Lord, remember me * when thou comest into thy kingdom. .
Psalm 147 [5]
147:1 Jerusalem, lovsyng Herren! * Lovpris din Gud, Zion!
147:2 For han har gjort dine portslåer stærke * og velsignet dine sønner i dig.
147:3 Han skaber fred i dit land * og mætter dig med hvedens fedme.
147:4 Han sender sit ord ud over jorden, * hurtigt løber hans befaling.
147:5 Han lader sneen falde, som var det uld, * og spreder rim, som var det aske,
147:6 Han slynger hagl, som var det brødkrummer; * hvem kan holde stand mod kulden fra ham?
147:7 Når han sender sit ord, smelter sneen, * når han lader vinden blæse, risler vandene igen.
147:8 Han forkynder sit ord for Jakob, * sine love og bud for Israel.
147:9 Det har han ikke gjort for noget andet folk, * de kender ikke hans bud.
omit Glory be
Ant. Lord, remember me when thou comest into thy kingdom. .
|
Versus (In loco Capituli)
℣. Collocávit me in obscúris.
℟. Sicut mórtuos sǽculi.
|
Versus (In loco Capituli)
℣. He hath set me in dark places.
℟. As they that be dead of old.
|
Canticum Benedictus {Antiphona ex Proprio de Tempore}
Ant. Posuérunt * super caput eius causam ipsíus scriptam: Iesus Nazarénus, Rex Iudæórum.
Canticum Zachariæ
Luc. 1:68-79
1:68 Benedíctus ✠ Dóminus, Deus Israël: * quia visitávit, et fecit redemptiónem plebis suæ:
1:69 Et eréxit cornu salútis nobis: * in domo David, púeri sui.
1:70 Sicut locútus est per os sanctórum, * qui a sǽculo sunt, prophetárum eius:
1:71 Salútem ex inimícis nostris, * et de manu ómnium, qui odérunt nos.
1:72 Ad faciéndam misericórdiam cum pátribus nostris: * et memorári testaménti sui sancti.
1:73 Iusiurándum, quod iurávit ad Ábraham patrem nostrum, * datúrum se nobis:
1:74 Ut sine timóre, de manu inimicórum nostrórum liberáti, * serviámus illi.
1:75 In sanctitáte, et iustítia coram ipso, * ómnibus diébus nostris.
1:76 Et tu, puer, Prophéta Altíssimi vocáberis: * præíbis enim ante fáciem Dómini, paráre vias eius:
1:77 Ad dandam sciéntiam salútis plebi eius: * in remissiónem peccatórum eórum:
1:78 Per víscera misericórdiæ Dei nostri: * in quibus visitávit nos, óriens ex alto:
1:79 Illumináre his, qui in ténebris, et in umbra mortis sedent: * ad dirigéndos pedes nostros in viam pacis.
Gloria omittitur
Ant. Posuérunt super caput eius causam ipsíus scriptam: Iesus Nazarénus, Rex Iudæórum.
|
Canticum Benedictus {Antiphon from the Proper of the season}
Ant. They set up over his head his accusation written: * Jesus of Nazareth, King of the Jews.
Zakarias' lovsang
Luk 1:68-79
1:68 Lovet være Herren, ✠ Israels Gud, * for han har besøgt og forløst sit folk.
1:69 Han har oprejst os frelsens horn * i sin tjener Davids hus,
1:70 Sådan som han fra gammel tid har forkyndt * ved sine hellige profeters mund:
1:71 At frelse os fra vore fjender * og fra alle dem, som hader os,
1:72 At vise barmhjertighed mod vore fædre * og huske på sin hellige pagt,
1:73 Den ed, han tilsvor vor fader Abraham, * at han ville give os
1:74 At fri os fra vore fjenders hånd * og give os at tjene ham uden frygt
1:75 I fromhed og retfærdighed for hans åsyn * alle vore dage.
1:76 Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, * for du skal gå foran Herren og bane hans veje
1:77 Og lære hans folk at kende frelsen * i deres synders forladelse,
1:78 Takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, * hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
1:79 For at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, * og lede vore fødder ind på fredens vej.
omit Glory be
Ant. They set up over his head his accusation written: Jesus of Nazareth, King of the Jews.
|
Oratio {ex Proprio de Tempore}
Christus factus est pro nobis obédiens usque ad mortem, mortem autem crucis.
secreto
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris: et ne nos indúcas in tentatiónem: sed líbera nos a malo. Amen.
aliquantulum altius
Réspice, quǽsumus, Dómine, super hanc famíliam tuam, pro qua Dóminus noster Iesus Christus non dubitávit mánibus tradi nocéntium, et crucis subíre torméntum:
Et sub silentio concluditur
Qui tecum vivit et regnat in unitáte Spíritus Sancti, Deus, per ómnia sǽcula sæculórum.
℟. Amen.
|
Prayer {from the Proper of the season}
Christ became obedient for us unto death, even to the death of the cross.
in secret
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse: Men fri os fra det onde. Amen.
Fader vor, du som er i himlene!
lower voice
Look down, we beseech thee, O Lord, on this thy family, for which our Lord Jesus Christ did not hesitate to be delivered up into the hands of wicked men, and to suffer the torment of the Cross.
Finish silently
Han, som lever og råder med dig i Helligåndens enhed, Gud, fra evighed til evighed.
℟. Amen
|
Conclusio{omittitur}
|
Conclusion{omit}
|
Incipit{omittitur}
|
Start{omit}
|
Psalmi {Psalmi et antiphonæ ex Proprio de Tempore}
Ant. Cálicem * salutáris accípiam et nomen Dómini invocábo.
Psalmus 115 [1]
115:1 Crédidi, propter quod locútus sum: * ego autem humiliátus sum nimis.
115:2 Ego dixi in excéssu meo: * Omnis homo mendax.
115:3 Quid retríbuam Dómino, * pro ómnibus, quæ retríbuit mihi?
115:4 Cálicem salutáris accípiam: * et nomen Dómini invocábo.
115:5 Vota mea Dómino reddam coram omni pópulo eius: * pretiósa in conspéctu Dómini mors sanctórum eius:
115:7 O Dómine, quia ego servus tuus: * ego servus tuus, et fílius ancíllæ tuæ.
115:8 Dirupísti víncula mea: * tibi sacrificábo hóstiam laudis, et nomen Dómini invocábo.
115:9 Vota mea Dómino reddam in conspéctu omnis pópuli eius: * in átriis domus Dómini, in médio tui, Ierúsalem.
Gloria omittitur
Ant. Cálicem salutáris accípiam et nomen Dómini invocábo.
|
Psalms {Psalms and antiphons from the Proper of the season}
Ant. I will take the cup of salvation; * and call upon the Name of the Lord.
Psalm 115 [1]
115:1 Jeg troede, derfor talte jeg. * Jeg er hårdt plaget.
115:2 Jeg sagde i min angst: * Alle mennesker er løgnere.
115:3 Hvordan kan jeg gengælde Herren * alle hans velgerninger mod mig?
115:4 Jeg løfter frelsens bæger * og påkalder Herrens navn.
115:5 Jeg indfrier mine løfter til Herren for øjnene af hele hans folk. * Dyrebart i Herrens øjne er hans frommes liv.
115:7 Ak, Herre, jeg er din træl, * jeg er din træl, din trælkvindes søn,
115:8 Du har løst mine lænker. * Jeg bringer dig slagtoffer til tak og påkalder Herrens navn.
115:9 Jeg indfrier mine løfter til Herren for øjnene af hele hans folk, * i forgårdene til Herrens tempel, i din midte, Jerusalem.
omit Glory be
Ant. I will take the cup of salvation; and call upon the Name of the Lord.
|
Ant. Cum his, * qui odérunt pacem eram pacíficus: dum loquébar illis, impugnábant me gratis.
Psalmus 119 [2]
119:1 Ad Dóminum cum tribulárer clamávi: * et exaudívit me.
119:2 Dómine, líbera ánimam meam a lábiis iníquis, * et a lingua dolósa.
119:3 Quid detur tibi, aut quid apponátur tibi * ad linguam dolósam?
119:4 Sagíttæ poténtis acútæ, * cum carbónibus desolatóriis.
119:5 Heu mihi, quia incolátus meus prolongátus est: habitávi cum habitántibus Cedar: * multum íncola fuit ánima mea.
119:7 Cum his, qui odérunt pacem, eram pacíficus: * cum loquébar illis, impugnábant me gratis.
Gloria omittitur
Ant. Cum his, qui odérunt pacem eram pacíficus: dum loquébar illis, impugnábant me gratis.
|
Ant. With them * that hate peace I was peaceable; when I spoke unto them they fought against me without a cause.
Psalm 119 [2]
119:1 I min nød har jeg råbt til Herren, * og han svarede mig.
119:2 Herre, red mig fra den falske læbe * fra den svigefulde tunge!
119:3 Gid han må ramme dig igen og igen, * du svigefulde tunge,
119:4 Med krigerens hvæssede pile * og gyvelens glødende grene.
119:5 Ve mig, jeg er fremmed i Meshek, jeg må bo blandt Kedars telte. * Alt for længe har jeg boet
119:7 Hos dem, der hader fred; * så snart jeg taler fred, taler de krig.
omit Glory be
Ant. With them that hate peace I was peaceable; when I spoke unto them they fought against me without a cause.
|
Ant. Ab homínibus * iníquis líbera me, Dómine.
Psalmus 139 [3]
139:2 Éripe me, Dómine, ab hómine malo: * a viro iníquo éripe me.
139:3 Qui cogitavérunt iniquitátes in corde: * tota die constituébant prǽlia.
139:4 Acuérunt linguas suas sicut serpéntis: * venénum áspidum sub lábiis eórum.
139:5 Custódi me, Dómine, de manu peccatóris: * et ab homínibus iníquis éripe me.
139:5 Qui cogitavérunt supplantáre gressus meos: * abscondérunt supérbi láqueum mihi:
139:6 Et funes extendérunt in láqueum: * iuxta iter scándalum posuérunt mihi.
139:7 Dixi Dómino: Deus meus es tu: * exáudi, Dómine, vocem deprecatiónis meæ.
139:8 Dómine, Dómine, virtus salútis meæ: * obumbrásti super caput meum in die belli.
139:9 Ne tradas me, Dómine, a desidério meo peccatóri: * cogitavérunt contra me, ne derelínquas me, ne forte exalténtur.
139:10 Caput circúitus eórum: * labor labiórum ipsórum opériet eos.
139:11 Cadent super eos carbónes, in ignem deícies eos: * in misériis non subsístent.
139:12 Vir linguósus non dirigétur in terra: * virum iniústum mala cápient in intéritu.
139:13 Cognóvi quia fáciet Dóminus iudícium ínopis: * et vindíctam páuperum.
139:14 Verúmtamen iusti confitebúntur nómini tuo: * et habitábunt recti cum vultu tuo.
Gloria omittitur
Ant. Ab homínibus iníquis líbera me, Dómine.
|
Ant. O Lord, preserve me * from the wicked man.
Psalm 139 [3]
139:2 Herre, red mig fra onde mennesker, * bevar mig for voldsmænd,
139:3 Der har ondt i sinde * og daglig vækker splid.
139:4 De har hvæsset deres tunge som slanger, * der er slangegift under deres læber.
139:5 Vogt mig, Herre, mod forbrydere, * bevar mig for voldsmænd,
139:5 Der pønser på at spænde ben for mig. * De hovmodige sætter fælder for mig,
139:6 De ondskabsfulde breder deres net ud, * langs stien lægger de snarer for mig.
139:7 Jeg siger til Herren: Du er min Gud, * Herre, lyt til min tryglen!
139:8 Gud Herre, min frelses styrke, * du skærmer mit hoved på kampens dag.
139:9 Giv ikke de ugudelige, hvad de begærer, Herre, * lad ikke deres rænker lykkes!
139:10 De, der omringer mig, løfter hovedet, * lad deres læbers ondskab tildække dem!
139:11 Glødende kul skal vælte ned over dem, lad dem falde i dybe gruber, * så de ikke kan rejse sig.
139:12 Den, der bagtaler, skal ikke bestå i landet, * slag i slag skal ulykken ramme voldsmanden.
139:13 Jeg ved, at Herren vil føre de hjælpeløses sag * og skaffe de fattige ret.
139:14 Retfærdige skal takke dit navn, * retskafne skal bo for dit ansigt.
omit Glory be
Ant. O Lord, preserve me from the wicked man.
|
Ant. Custódi me * a láqueo, quem statuérunt mihi, et a scándalis operántium iniquitátem.
Psalmus 140 [4]
140:1 Dómine, clamávi ad te, exáudi me: * inténde voci meæ, cum clamávero ad te.
140:2 Dirigátur orátio mea sicut incénsum in conspéctu tuo: * elevátio mánuum meárum sacrifícium vespertínum.
140:3 Pone, Dómine, custódiam ori meo: * et óstium circumstántiæ lábiis meis.
140:4 Non declínes cor meum in verba malítiæ, * ad excusándas excusatiónes in peccátis.
140:4 Cum homínibus operántibus iniquitátem: * et non communicábo cum eléctis eórum.
140:5 Corrípiet me iustus in misericórdia, et increpábit me: * óleum autem peccatóris non impínguet caput meum.
140:6 Quóniam adhuc et orátio mea in beneplácitis eórum: * absórpti sunt iuncti petræ iúdices eórum.
140:7 Áudient verba mea quóniam potuérunt: * sicut crassitúdo terræ erúpta est super terram.
140:8 Dissipáta sunt ossa nostra secus inférnum: * quia ad te, Dómine, Dómine, óculi mei: in te sperávi, non áuferas ánimam meam.
140:9 Custódi me a láqueo, quem statuérunt mihi: * et a scándalis operántium iniquitátem.
140:10 Cadent in retiáculo eius peccatóres: * singuláriter sum ego donec tránseam.
Gloria omittitur
Ant. Custódi me a láqueo, quem statuérunt mihi, et a scándalis operántium iniquitátem.
|
Ant. Keep me * from the snare which they have laid for me, and the gins of the workers of iniquity.
Psalm 140 [4]
140:1 Herre, jeg råber til dig, skynd dig at komme til mig, * lyt til mig, når jeg råber til dig.
140:2 Tag imod min bøn som et røgelsesoffer * og mine løftede hænder som et aftenoffer!
140:3 Herre, sæt vagt ved min mund, * vogt mine læbers dør!
140:4 Vend ikke mit hjerte til det onde, * så jeg handler skændigt og ugudeligt
140:4 Sammen med mennesker, der handler ondt; * lad mig ikke deltage i deres måltider!
140:5 Den retfærdige kan slå mig i kærlighed og irettesætte mig * men uretfærdiges olie skal ikke smykke mit hoved,
140:6 Jeg anklager stadig deres ondskab. * Deres herskere skal styrtes ned over klippen,
140:7 Og man skal erfare, at mine ord var gode. * Som når man pløjer og bryder jorden op,
140:8 Skal deres knogler spredes ved dødsrigets gab. * Mod dig, Gud Herre, retter jeg mit blik, hos dig søger jeg tilflugt, læg ikke mit liv øde!
140:9 Bevar mig fra den fælde, de sætter for mig, * og fra forbrydernes snarer.
140:10 Lad de uretfærdige falde i deres eget net, * mens jeg alene går fri.
omit Glory be
Ant. Keep me from the snare which they have laid for me, and the gins of the workers of iniquity.
|
Ant. Considerábam * ad déxteram, et vidébam, et non erat qui cognósceret me.
Psalmus 141 [5]
141:2 Voce mea ad Dóminum clamávi: * voce mea ad Dóminum deprecátus sum:
141:3 Effúndo in conspéctu eius oratiónem meam, * et tribulatiónem meam ante ipsum pronúntio.
141:4 In deficiéndo ex me spíritum meum, * et tu cognovísti sémitas meas.
141:4 In via hac, qua ambulábam, * abscondérunt láqueum mihi.
141:5 Considerábam ad déxteram, et vidébam: * et non erat qui cognósceret me.
141:5 Périit fuga a me, * et non est qui requírat ánimam meam.
141:6 Clamávi ad te, Dómine, * dixi: Tu es spes mea, pórtio mea in terra vivéntium.
141:7 Inténde ad deprecatiónem meam: * quia humiliátus sum nimis.
141:7 Líbera me a persequéntibus me: * quia confortáti sunt super me.
141:8 Educ de custódia ánimam meam ad confiténdum nómini tuo: * me exspéctant iusti, donec retríbuas mihi.
Gloria omittitur
Ant. Considerábam ad déxteram, et vidébam, et non erat qui cognósceret me.
|
Ant. I looked * on my right hand and beheld: but there was no man that would know me.
Psalm 141 [5]
141:2 Jeg råber højt til Herren, * jeg beder Herren om nåde.
141:3 Jeg udøser min klage for ham, * fortæller ham om min nød.
141:4 Når mit mod svigter, * så kender du min sti.
141:4 På vejen, hvor jeg går, * sætter de fælder for mig.
141:5 Jeg ser til højre og spejder, * men ingen vil kendes ved mig.
141:5 Jeg har ingen steder at flygte hen, * ingen bekymrer sig om mig.
141:6 Jeg råber til dig, Herre, * jeg siger: Du er min tilflugt, min lod i de levendes land.
141:7 Lyt til min klage, * for jeg er helt hjælpeløs,
141:7 Red mig fra dem, der forfølger mig, * for de er stærkere end jeg.
141:8 Før mig ud af fængslet, så jeg kan takke dit navn. * De retfærdige samler sig om mig, for du handler vel imod mig.
omit Glory be
Ant. I looked on my right hand and beheld: but there was no man that would know me.
|
Capitulum Responsorium Hymnus Versus{omittitur}
|
Chapter Responsory Hymn Verse{omit}
|
Canticum Magnificat {Antiphona ex Proprio de Tempore}
Ant. Cum accepísset acétum, * dixit: Consummátum est: et inclináto cápite, emísit spíritum.
Canticum B. Mariæ Virginis
Luc. 1:46-55
1:46 Magníficat ✠ * ánima mea Dóminum.
1:47 Et exsultávit spíritus meus: * in Deo, salutári meo.
1:48 Quia respéxit humilitátem ancíllæ suæ: * ecce enim ex hoc beátam me dicent omnes generatiónes.
1:49 Quia fecit mihi magna qui potens est: * et sanctum nomen eius.
1:50 Et misericórdia eius, a progénie in progénies: * timéntibus eum.
1:51 Fecit poténtiam in brácchio suo: * dispérsit supérbos mente cordis sui.
1:52 Depósuit poténtes de sede: * et exaltávit húmiles.
1:53 Esuriéntes implévit bonis: * et dívites dimísit inánes.
1:54 Suscépit Israël púerum suum: * recordátus misericórdiæ suæ.
1:55 Sicut locútus est ad patres nostros: * Ábraham, et sémini eius in sǽcula.
Gloria omittitur
Ant. Cum accepísset acétum, dixit: Consummátum est: et inclináto cápite, emísit spíritum.
|
Canticum Magnificat {Antiphon from the Proper of the season}
Ant. When He had received the vinegar, * he said: It is finished! and he bowed his Head, and gave up the Ghost.
Jomfru Marias lovsang
Luk 1:46-55
1:46 Min sjæl ✠ * ophøjer Herren,
1:47 Og min ånd fryder sig * over Gud, min frelser!
1:48 Han har set til sin ringe tjenerinde. * For herefter skal alle slægter prise mig salig,
1:49 Thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. * Helligt er hans navn,
1:50 Og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, * varer i slægt efter slægt.
1:51 Han har øvet vældige gerninger med sin arm, * splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker;
1:52 Han har styrtet de mægtige fra tronen, * og han har ophøjet de ringe;
1:53 Sultende har han mættet med gode gaver, * og rige har han sendt tomhændet bort.
1:54 Han har taget sig af sin tjener Israel * og husker på sin barmhjertighed,
1:55 Som han tilsagde vore fædre, mod Abraham og hans slægt til evig tid.
omit Glory be
Ant. When He had received the vinegar, he said: It is finished! and he bowed his Head, and gave up the Ghost.
|
Oratio {ex Proprio de Tempore}
Christus factus est pro nobis obédiens usque ad mortem, mortem autem crucis.
secreto
Pater noster, qui es in cælis, sanctificétur nomen tuum: advéniat regnum tuum: fiat volúntas tua, sicut in cælo et in terra. Panem nostrum cotidiánum da nobis hódie: et dimítte nobis débita nostra, sicut et nos dimíttimus debitóribus nostris: et ne nos indúcas in tentatiónem: sed líbera nos a malo. Amen.
aliquantulum altius
Réspice, quǽsumus, Dómine, super hanc famíliam tuam, pro qua Dóminus noster Iesus Christus non dubitávit mánibus tradi nocéntium, et crucis subíre torméntum:
Et sub silentio concluditur
Qui tecum vivit et regnat in unitáte Spíritus Sancti, Deus, per ómnia sǽcula sæculórum.
℟. Amen.
|
Prayer {from the Proper of the season}
Christ became obedient for us unto death, even to the death of the cross.
in secret
Fader vor, du som er i himlene, Helliget vorde dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden. Giv os i dag vort daglige brød. Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Og led os ikke i fristelse: Men fri os fra det onde. Amen.
Fader vor, du som er i himlene!
lower voice
Look down, we beseech thee, O Lord, on this thy family, for which our Lord Jesus Christ did not hesitate to be delivered up into the hands of wicked men, and to suffer the torment of the Cross.
Finish silently
Han, som lever og råder med dig i Helligåndens enhed, Gud, fra evighed til evighed.
℟. Amen
|
Conclusio{omittitur}
|
Conclusion{omit}
|